IBM System/360
Introduktionen af IBM System/360 d. 7. april 1964 (med levering fra 1965) var et vendepunkt for brug af datamaskiner – ikke mindst til kommerciel anvendelse. Tidligere var datamaskiner udviklet til specifikke formål, f.eks. videnskabelige til universiteter og lignende eller f.eks. bookingsystemer til luftfartsselskaber.
Med S/360 gjorde IBM databehandling til ’hvermandseje’ – i hvert fald for mellemstore og store virksomheder som nu kunne starte med en lille model og efterfølgende lade maskinerne vokse med virksomheden. Maskinerne benyttede samme teknologi og operativsystem (flere muligheder) og kunne derfor opgraderes eller udskiftes, til større kompatible modeller. Virksomheder som havde investeret i tidligere IBM maskiner som 1400- og 7000-serien kunne skifte til de nye S/360 maskiner og køre emuleringer af deres tidligere systemer, så investeringerne ikke var tabt.
Samtidig introducerede IBM et nyt programsprog – PL/1 (Program Language One) som var en mellemting mellem tidligere tekniske programmeringssprog som Algol (Algoritmic Language), FORTRAN (Formula Translation) og COBOL (Common Business Oriented Language), så alle i teorien kunne være med.
Der fulgte også en lang række tillægssystemer og værktøjer til forskellige administrative formål, on-line og databasesystemer m.fl.
Centralenheden
Chefarkitekten bag S/360 konceptet var Gene Amdahl, som senere startede egen virksomhed med fremstilling af IBM-kompatible mainframes.
Teknologien var baseret på Solid State teknologi, dvs. pakkede elektroniske kredsløb med transistorer, dioder m.fl. Den større komponenttæthed betød højere hastighed. Det interne lager (”main memory/main storage” på IBM-sprog) er i ferritkerne-teknologi.
Lagerstørrelserne var ikke, efter nutidens standarder, voldsomt store: Den mindste model 20 blev leveret med 8 Kb til 64 Kb, mens den allerstørste model 91 kunne konfigureres med maximalt 8 MB main storage.
Se: beskrivelse af Solid Logic Technology - Wikipedia
Der var flere operativsystemer at vælge imellem fra de mindste til de største modeller. De mindre System/360-modeller brugte Basic Operating System/360 (BOS/360), Tape Operating System (TOS/360) eller Disk Operating System/360 (DOS/360, som udviklede sig til DOS/VS, DOS/VSE, VSE/AF, VSE/SP, VSE/ESA og derefter z/VSE).
De større modeller brugte Operativsystem/360 (OS/360). IBM udviklede flere niveauer af OS/360 med stadig stærkere funktioner: Primary Control Program (PCP), Multiprogrammering med et fast antal opgaver (MFT) og Multiprogrammering med et variabelt antal opgaver (MVT)
Der var rigtig mange nyheder omkring instruktionssættet, regne-registre og særlig beskyttelse af indholdet i memory mod ’sammenblanding’.
De ydre enheder
De ydre enheder som båndstationer, disk og printere blev tilsluttet via såkaldte kanaler – to typer – Byte Multiplexer til de langsommere enheder som readere og printere, og Selector kanaler til de hurtige enheder som båndstationer og diske. Selector-kanalerne blev senere til Block Multiplexer på model 85 og 195, og senere standard på System/370. Kanalerne kan altså multiplexe – dvs. håndtere flere enheder parallelt. Enhederne er typisk tilsluttet kanalerne via kontrolenheder.
Byte Multiplexer kanalen har altid kanalnummer 0, hvorfor enhederne adresseres f.eks. 00A (typisk en reader), 00E og 02F kunne være adresser på printere.
Nogle af disse enheder stammede tilbage fra tidligere systemer, f.eks. 1403 printeren fra 1400-serien, mens der også kom nyere enheder til, f.eks. brug af 9-spors magnetbåndsstationer som anvendt EBCDIC karaktersættet (Extended Binary Coded Decimal Interchange Code) – en 8-bit kode med paritetbit
IBM skabte et nyt navnesystem til de nye komponenter, der blev oprettet til System/360, selvom velkendte gamle navne, som IBM 1403 og IBM 1052, blev bibeholdt. I dette nye navnesystem fik komponenterne firecifrede tal, der starter med 2. Det andet ciffer beskrev komponenttypen, f.eks. 2420, hvor 2. ciffer indikerer ’tape’ – næste model hed 3420 (3. generation, tape) og senere 3480 for kassettebånd. IBM 2311 er en disk, næste modeller hedder 3330 og 3380.
IBM forsøgte fra starten at opretholde en nummerering der afspejlede både teknologisk generation plus maskinens funktion, men som tiden gik og produktmængden voksede var det ikke altid og fortsat muligt 100 % at overholde systemet.
Eksempler:
IBM 1401 | 1. generation, centralenhed |
---|---|
IBM 1403 | 1. generation, printer |
IBM 1419 | 1. generation, optisk/CMC7 læser |
IBM 2420 | 2. generation, båndstation, spoler |
IBM 3420 | 3. generation, båndstation, spoler |
IBM 3480 | 3. generation, båndstation, kassetter |
IBM 3350 | 3. generation, disksystem |
IBM 3380 | 3. generation, disksystem |
IBM 3270 | 3. generation, dataskærm kontrolenhed |
IBM 3277 | 3. generation, dataskærm |
IBM 3031 | Centralenhed, mindste |
IBM 3032 | Centralenhed, mellemste |
IBM 3033 | Centralenhed, største, 2 processorer |
IBM 3081 | Centralenhed, mellemste, annonceret i 1981, 2 processorer *) |
IBM 3083 | Centralenhed, mindste, annonceret i 1983, 1 processor *) |
IBM 3084 | Centralenhed, største, annonceret i 1984, 4 procesorer *) |
*) … så meget for standardisering.
Systemkommunikation
Operatørerne kommunikerede med anlægget, operativsystemet og jobafviklingen via en Masterkonsol - en IBM kuglehovedskrivemaskine - hvor systemet også løbene skrev meddelelser ud på en 'endeløs' papirbane -loggen. Masterkonsollen var den eneste kommunikationsenhed til systemet. Mulighed for information via andre konsoller – f.eks. dataskærme ved båndstationer, printere m.fl. - kom først omkring 1971-1972.
I det følgende inkl. reference til bilag ses detaljerede eksempler på dele af den kommunikation der kunne foregå. Kommandoer og meddelelser er fortsat op gennem operativsystemgenerationer, dog med kraftig udvidelse af kommando-sættet, ligesom meddelelserne naturligt følger opdateringer og nye systemer.
Kommandoer til systemet
Det store frontpanel med lamper og vippekontakter var primært til teknikernes brug, bortset fra trykknapperne RESET og IPL, hvor sidstnævnte var knappen til at starte systemet. IPL - Initial Program Load – indlæste det aktuelle operativsystem fra en specifik diskadresse til fast position i main storage.
Kommandoerne var relativt simple, f.eks. S RDR (start reader) når der skulle indlæses hulkort (JCL - Job Control Language) for at starte et job, D U
(display unit) for at se status f.eks. på tilknyttede båndstationer) og lignende.
Kommando eksempler:
Kommandoerne kunne dog være lidt ’avancerede’, f.eks. D U (DISPLAY UNIT kommandoen)
D U viser ALLE tilsluttede enheder og deres status, f.eks. online eller offline D U,TAPE viser ALLE båndstationer og deres status samt evt. monterede bånds volume-nummer D U,TAPE,ONLINE viser KUN båndstationer der er online, evt. med volume-numre D U,TAPE,ONLINE,382-385 viser KUN båndstationerne med adresserne 382 til 385 som er online D U,,,382-385 viser samme som ovenstående … D U,,,380,5 viser enhederne fra adresse 380 og 5 adresser frem, inkl. evt. adressespring Med udeladelserne mellem kommaerne tager man ikke stilling til hvilken type enheder det drejer sig om
Meddelelser fra systemet
ALLE meddelelser fra operativsystemet og øvrige systemer/applikationer er kode-mærket og kan slås op i basismanualer eller i manualer specifikt for det pågældende system/applikation.
Alle meddelelser fra operativsystemet var – og er fortsat – foranstillet med en ”message code” som kan slås op i manualen ”System Messages & Codes”. Koderne er opbygget med et 3-bogstavers prefix, 3 cifre løbenummer og en kode for vigtighed.
Resultatet af ovenstående kommandoer – altså selve displayet – er tilsvarende indledt med en message code som man kan slå op og få kolonneindhold og andet indhold forklaret.