Ferritlager
Ferritlagre (også kaldet "core memory" efter ferritkernerne) kom frem i starten af 1950'erne og blev i perioden 1955-1975 den altdominerende måde at lave hovedlagre til den tids computere. Læs mere om principperne bag ferritlagre på Wikipedia.
Den enkelte kerner i lageret kan magnetiseres i enten den ene eller anden retning, hvilket anvendes til at repræsentere enten et "0" eller "1". En kerne kan således indeholde 1 bit information. Når informationen udlæses er det en destruktiv læsning, og informationen skal derfor skrives tilbage i kernen igen.
Magnetiseringen bliver i kernen - og lageret bevarer derfor sin information - selvom computeren slukkes. Denne egenskab ("non volatile" lagring) blev udnyttet i mange sammenhænge, bl.a. i forbindelse med computere i rumfartøjer.
Billedet
Nederst til venstre ses et bufferlager fra en RC2000 strimmellæser organiseret med 256 tegn af 8 bit.
Nederst til højre et ferritlager fra en Digital PDP-11 computer fra 1970'erne med 12 Kbyte af 8 bit (ca. 98.000 kerner).
De 2 øverste lagre er ældre og fra henholdsvis et bufferlager til en ydre enhed og fra hovedlageret til en IBM computer.