Supermax E-CAD

Fra DDHFwiki
Spring til navigation Spring til søgning
Supermax E-CAD skærmbillede fra 1996

DDE's første produkt var et printudlægningssystem, som to af stifterne, Tom Hertz og Knud Arne Nielsen, havde udviklet i DTH's regi og det blev købt fra dem da virksomheden blev etableret i 1975. DDE brugte programmet til elektronisk design af printkort da de udviklede deres første datamater: ID-7000 og SPC/1. Dette foregik på en Texas Instruments TI-960 minicomputer. Den opnåede erfaring gjorde det muligt at sælge layoutprogrammet som et produkt.

Oprindelsen

DDE havde en rack-mount TI 960B til eget brug og udvikling og indkøbte eksemplarer ved salg af systemet til kunder. (De første var Brüel & Kjær og DISA). Flere bureauer anskaffede sig systemet og leverede printudlægning til kunder. Der blev brugt Tektronix Storage Tube 4014 (og 4016) grafisk skærm. Al printudlægning i DDE blev lavet på systemet. Det færdige 'layout' var en data-fil i Gerber format til filmfremstillingen samt data-fil til hulboring af print. Begge på papirtape. Layout-data blev også gemt på papirtape. DDE havde egen fotoplotter (stor xy-plotter) der med forskellige aperturer eksponerede store grafiske film.

Udviklingen blev i høj grad styret af kundeønsker, Alle kunder var med i en 'brugerklub'. Der blev udgivet nye versioner af koden ved disse møder og alle havde samme version. Nye funktioner til næste version blev udvalgt i samråd med kunderne. Særlige ønsker en enkelt kunde kunne have kunne implementeres mod ekstra betaling på betingelse af at alle andre også fik den. (One size 'must' fit all).

Portering til Supermax

Systemet blev overflyttet til Supermax fra midt i 80'erne med navnet Supermax IPL (Interactive PCB Layout). Kodebasen blev ved overgangen til UNIX omskrevet til C. Og i 1989 videreudviklede DDE løsningen til DeMax, hvor IPL indgik som et modul. De andre moduler var Schema, Hybrid, Pre/post og Cam. Produktpakken blev hurtigt omdøbt til Supermax E-CAD. Produktet blev solgt til flere hundrede virksomheder, og DDE brugte det selv til design af deres hardware. Det var anset for at være meget sofistikeret og i stand til at udveksle data med mange andre kommercielle softwarepakker. EDA-divisionen, som udviklede Supermax E-CAD blev udskilt fra eHuset og lavet om til et selvstændigt selskab i 2001 ved navn DDE EDA A/S med 24 ansatte. Det blev derefter opkøbt af Mentor Graphics i 2003.

Grunden til opkøbet var at Supermax E-CAD havde udvidede funktionaliteter udover printlayout, som Mentors eget produkt ikke havde. De valgte derfor at bruge erfaringen fra DDEs udviklere til at overføre teknologien til deres eget produkt og stoppe for salg af Supermax E-CAD til nye kunder.

Ved slutningen af DDE EDAs selvstændighed var softwaren tilgængeligt på platformene HP-UX, Windows 2000/NT, Sun Solaris, Red Hat Linux og blandede miljøer. På Unix-platforme brugtes X Windows Motif grafiske værktøj.

Mentor Graphics overtog også varemærkerne 'Supermax' og 'Supermax E-CAD'.

Se også