DDE SPC/1

Fra DDHFwiki
(Omdirigeret fra SPC/1)
Spring til navigation Spring til søgning
Tidlig SPC/1

Den første europæiske flerbruger-mikrodatamat til generelle formål blev lanceret af DDE i 1979. Den har samme bus som ID-7000 og kan genbruge mange af I/O modulerne. SPC/1 er baseret på en Intel 8085 CPU, og kan have op til 8 samtidige brugere, som opnås ved hjælp af bank-switching.

Det primære marked var mellemstore virksomheder til administration og tekstbehandling. Altså, hvor en enkelt personlig computer ikke var nok. DDE udviklede WordWork og EasyCalc til kontoradministration. Andre firmaer fremstillede mere specifik software. H.S. Møller solgte EASY-Skat. Der blev solgt bogføringsystemer, og Schilling Teknisk Service (CVR: 61786414) solgte computeren som en turn-key kontorløsning under eget produktnavn. De lavede deres eget økonomisystem, først til SPC/1 og senere til Supermax. Solgt generelt først, men efterhånden målrettet forlagsbranchen.

Et andet vigtigt segment var skolernes undervisning i datalære. Løsningen var mere moderne end det valg mellem RC7000 og Alpha LSI skolerne havde haft indtil da.

Der blev solgt omkring 2.500 eksemplarer.

Faktaliste

  • DDE's anden maskine efter ID-7000
  • Intel 8085 baseret
  • Bygget til multiuser med op til 8 samtidige brugere
  • Bruger bank-switching
  • Operativsystem: MIKADOS (skrevet af DDE selv)
  • Brugt til COMAL
  • Brugt af Brüel & Kjær til instrument styring
  • Vi har 5+ systemer i samlingen
  • Vi har en masse original intern dokumentation
  • Vi har software
  • Kabinet med blanke alu-kanter er tidlige systemer
  • Booter altid fra floppydisk
  • SPC står for Small Professional Computer

CP/M på SPC/1

I 1982 udviklede DDE 8537 hukommelseskortet, som gjorde det muligt at afvikle CP/M operativsystemet og programmer samtidigt. Kortet har 64 KB RAM og en 8085 CPU. Når man kører et program under MIKADOS, så opfører kortet sig som normal hukommelse og den lokale CPU er ikke aktiv. Man starter CP/M ved at trykke escape og taste CPM. MIKADOS vil derefter loade CP/M kernen ind og starte det på den lokale CPU som et alm. MIKADOS bruger program. 8537 CP/M kortet er reserveret til én session ad gangen. Hvis flere brugere skal arbejde samtidigt, skal der sættes et kort i per session. CP/M licensen er bundet til kortet.

Mere information