Kommunernes Hulkortcentral

Fra DDHFwiki
Spring til navigation Spring til søgning
Gyldenløvesgade 11: Hulkortcentralen var placeret på tagetagen i Købstadforeningens hus

Kommunerne brugte hulkort til løsning af skatteopgaver, udfærdigelse af valglister og valgkort, afgivelse af lister over værnepligtige til udskrivningsvæsenet, udskrivning af gas- og elektricitetsregninger o.m.a. København og Frederiksberg, der havde egne anlæg. Enkelte kommuner i hovedstadsområdet fik deres hulkort opgaver løst på Frederiksberg kommunes anlæg. Andre kommuner fik deres opgaver udført på service-basis hos IBM og andre private centraler.

Den stigende popularitet blev efterhånden et problem, for opgaverne var stærkt sæsonbetonede, og kommunerne havde ikke noget incitament til at omlægge andre opgaver til kørsel uden for de travle perioder, når de kun skulle betale på opgavebasis.

IBM henvendte sig derfor til bestyrelsen for Den Danske Købstadsforening med et forslag til at kommunerne sluttede sig sammen om at leje et fællesanlæg. Efter en intens mødeaktivitet blev forslaget vedtaget i februar 1952, og nye hulkortmaskiner blev bestilt. I 1953 oprettedes I/S Kommunernes Hulkortcentral, der betjente kommuner øst for Storebælt. Lokationen var først tagetagen i Gyldenløvesgade 11 i København, senere Brøndbyøster Boulevard 22, med en afdeling i Roskilde på Bredgave 4 fra 1966 til 1975 til hulningsopgaver.

Hulkortcentralen bestilte allerede i 1959 en IBM 1401 som blev leveret i slutningen af 1961. Den blev brugt til skattekørsler fra 1962. I 1962-63 blev anskaffet endnu en IBM 1401. Denne gang med magnetbåndstationer. Overgangen til EDB betød at kommunerne omdøbte hulkortcentralen til I/S Kommunernes EDB-centraler i 1965. I 1966-67 blev der anskaffet en IBM System/360.

Centralen blev fusioneret med flere andre kommunale EDB-centraler til Kommunedata i 1972.