Space Availability System

Fra DDHFwiki
Spring til navigation Spring til søgning
The Space Availability System, 1958

Mens Regnecentralen arbejdede på at bygge DASK med metalsløjd og radiorør, indgik Scandinavian Airlines kontrakt med Standard Elektric A/S om at udvikle et EDB-system til elektronisk forespørgsel - Space Availability System (SPAS) - af plads på SAS fly og hoteller. Det blev lanceret 20. november 1958. De følgende år blev det udbygget med agentsæts i resten af Skandinavien, Europa og USA.

EDB-systemet var bygget op på ER 56 teknologi, Europas første fuldt transistoriserede computersystem fra Standard Elektrik Lorenz[1]. Det blev installeret i kælderen i Hammerichsgade under telefonssalgsafdelingen[2].

Virkemåde

Et af de vigtigste problemer i flyrejsesalg er at undgå at sælge flere sæder end der er til rådighed på flyet. Bookningerne blev ført på kartotekskort i centralkontoret, og rejseagenten skulle forespørge om der kunne reserveres et sæde for den af kunden ønskede klasse (første- eller turist-). I 1957 var der 7½ million bookingspørgsmål. Alle disse kom ind på telex eller telefon og skulle håndteres manuelt. En måde at gøre det mere effektivt var at have store tavler med status over om et fly var næsten tomt eller næsten fyldt. I det første tilfælde fik rejseagenten at vide, at bookingen ville kunne gennemføres umiddelbart. I sidste tilfælde blev forespørgslen sendt videre til check i kartotekskortet.

SPAS var en automatisering af tavleinformationerne. Det var en database som returnerede fire statustilstande for en flyafgang: 1) Fri booking, 2) Begrænset booking, 3) Booking closed, 4) Maskinen flyver ikke. Det kan kodes med 2 bit. Nøglen bestod af følgende parametre: flynr., afgangs-, ankomstlufthavn, ugenr, ugedag, og klasse. Formålet med agentsættet er at gøre det nemmere at konstruere nøglen. Sælgeren indsætter kortet med det ønskede flynr. Derefter trykkes på to kontakter i højre side for henholdsvis afgangs-, ankomstlufthavn. Derefter indikeres datoen ved at trykke på knapper for dato og måned. Derefter klasse i højre side. Tilsidst afsendes forespørgslen med "ASK"-knappen. Svaret vises efter nogle sekunder med en kombination af de grønne og røde lamper. Hvis der var frie sæder skulle de bookes med et telegram til centralkontoret dernæst.

Databasen var implementeret på to tromlelagre. Den ene indeholdt data over fly, der fløj dagligt. Den anden over dem, der havde få afgange om ugen. De var indekseret anderledes for at spare plads.

Ud over agentsættene var der mastersæt og en kontrolpult. De blev brugt til at opdatere oplysningerne på tromlerne.