RC Standardsystemer
Udviklingen af administrative standardsystemer startede allerede til DASK. I løbet af kort tid etablerede Regnecentralen servicecentre på Frederiksberg, og i Århus, Ålborg og Odense med GIER og CDC 1604 anlæg og solgte adgang til at få udført opgaver til virksomheder. Et af de første systemer hed Standardløn. Lønningsdata blev indsendt på hulkort eller papirbånd for behandling. På servicecenteret beregnede de ugelønninger, statistikker, og indtil alle danskere havde lønkonti blev der også trykt lønningsposer.
Dette blev til en produktserie, som spandt vidt, såvel hvad angår opgavetyper som m.h.t. dækning af de enkelte branchers behov, og der blev over tid tilføjet nye produkter.
- DALØN
- Det mindste af RC's lønsystemer. Var udarbejdet i samarbejde med Dansk Arbejdsgiverforening. Det kunne anvendes af virksomheder med fra 5—50 medarbejdere.
- GIER Bankprogrammer
- Fællessystem udviklet til 11 nordjyske pengeinstitutter.
- GIER Løn og GIER Funk
- Afløseren til Standardløn. GIER Funk var til virksomhedens funktionærgruppe.
- RC Bogholderi
- Løste virksomhedens finansbogholderi samt debitor- og kreditorfunktioner. Systemet var et standardsystem med forudbestemte inddata- og uddatatyper samt registerspecifikationer. Det bestod af modulerne: debitor, finans, kreditor, løn, materiale.
- RC Entreprisebogholderi
- Et modulsystem, der direkte sigtede mod at yde en økonomikontrol med hver enkelt entreprises budgetafvigelser samt førte kontrol med den enkelte entreprises ind- og udbetalinger.
- RC Grovvare
- Beregning af rente og sækkeleje, kontrol med byttekornsbeholdninger og gødningskøb, lagerregistrering, dækningsbidragsberegninger.
- RC Husleje
- Henvendte sig til boligmarkedet f.eks. boligselskaber og andre ejendomsadministratorer. Systemet kunne dække informationsbehovene for såvel de sociale — som private boligselskaber. Kunne også administrere for ejerforeninger.
- RC Landbrugsregnskab
- Dette system administrerede — som regel gennem landboforeninger og landbrugskonsulenter — de enkelte landbrugsejendommes regnskaber i et totalt finansbogholderisystem.
- RC Løn
- Var ligesom Økonomisk Styring et af RC's største rammesystemer, blot på lønadministrationsområdet. Systemet blev anvendt af virksomheder med 100 ansatte og derover.
- RC Pant
- Var et system, der for sagførere, ejendomsmæglere og andre pantebrevsadministratorer udskrev terminsopkrævninger, restancelister, nødvendige oversigter for restløbetid m.v.
- RC Tex-Modul
- Et brancheorienteret system, der gav tekstilvirksomheder o.l. bedre beslutningsgrundlag for råvaredisponering, produktionsigangsætning, salgsstyring m.m.
- RC Virksomhedsspil
- EDB-støttet simulering, hvor konsekvensberegningerne udføres på en computer i datacenteret.
- Økonomisk Styring
- Økonomisk Styring var et af RC's største rammesystemer, bestående af en række modulære delsystemer, som indgik i virksomhedens totale økonomiske styring.
Se også RC Teledata, som er online-adgang til nogle af ovenstående systemer.
Servicecentrene og standardsystemerne blev overtaget af RC Datacenter A/S i 1979.