RC3200 Paper Tape Transmitter
RC3200 blev lanceret i 1970, og gør det muligt at transmittere papirbånddata til et RC3000 System udstyret med en RC3100 Data Transmission Controller. Den typiske anvendelse er på et lokalkontor, hvor der produceres hulstrimler og disse skal overføres til hovedkontoret. RC3200 leveres som en modificeret RC2000 strimmellæser med en seriel port, der overholder CCITT V.24 standarden. Herpå kobles typisk et modem på. Enten opkald- eller leased-line.
RC3200 konverterer hulstrimler på op til 8 parallelle bit til tegn på 10 bit i seriel transmission i henhold til et start/stop princip. Det konverterede tegn består således af: en startbit, syv databit, en paritetsbit og en stopbit. 10-bit tegnene sendes i blokke, hvis normale længde er 128 tegn. Den sidst transmitterede blok kan indeholde fra 1 til 128 tegn. Tre tegn tilføjes til hver blok til transmission: STX (start of text), ETX (end of text) og LRC (longitudinal redundancy check)[1]. STX og ETX bruges i både sende- og modtageenden for at angive start og slutning af hver blok. I slutningen af hver blok følger en venteperiode for at give responstid for modtageren. Hvis blokken er blevet korrekt modtaget, modtages et svar inden udløbet af venteperioden. Dette får den næste blok til at blive transmitteret. Hvis blokken er modtaget med en fejl, er der intet svar. Når ventetid er udløbet uden svar, bliver blokken gentransmitteret, således at RC3100 Controlleren ikke afleverer fejlagtigt modtagne blokke til RC3000. Gentransmission vil blive forsøgt op til tre gange, hvorefter RC3200 automatisk indikerer en alarmtilstand ved hjælp af synlige og hørbare signaler. Transmission kan genstartes efter en alarmtilstand uden tab af data.
Sende/modtage hastigheder
Systemet kunne transmittere med nedenstående kombinationer:
Data kanal | Modtage kanal |
---|---|
600/1200 baud | 75 baud |
1200/2400 baud | 75 baud |
2400 baud | 75 baud |
1200/2400 baud | 1200/2400 baud |
2400 baud | 2400 baud |
4800 baud | 4800 baud |
Mere information
- ↑ En byte, der grundlæggende er en summering af den foregående datablok