Mikro lyskryds

Fra DDHFwiki
Spring til navigation Spring til søgning
Mikro lyskryds

Lyskryds udviklet af Mikro Værkstedet i Odense til undervisning i processtyring. Det opstod udfra et behov om at kunne konkretisere den noget abstrakte EDB-viden overfor 5. klasserne i form af nogle ting, som de alle kendte på forhånd.

Mikro Værkstedets lyskryds er en lille model af et lysreguleret kryds, hvor det er muligt gennem datamaskinens parallel-port og tilhørende programmer at styre de enkelte lyskurver, så de fungerer sammen efter et tidsskema. Til lyskrydset hører en ca. 100 sider undervisningsmappe og en diskette, som beskriver hvordan man styrer trafikken med Mikro-Logo, Myresnak eller COMAL. Meget passende er titlen på mappen "Styr trafikken", og den er arkiveret i museets bitarkiv.

Mappen indeholder opgaver, hvor eleverne får til opgave f.eks. at tænde alle gule lys, lave en sekvens som ligner et rigtigt lyskryds, hvor der også tages højde for at grønt lys for fodgængere skal slukke tidligere, og som avanceret opgave at reagere på fodgængertrykknapperne ved at afbryde sekvensen tidligt.

Virkemåde

Lyskrydset er kontrolleret gennem computerens parallelle 8-bit port. Der er sat én bit af til at vælge kørebane. Derefter er der brugt 5 bit på valg af lampe: Bilernes rød, gul, grøn & fodgængernes rød og grøn. Der tændes/slukkes for signalerne i begge retninger samtidig. Derudover er 2 bit brugt til input fra de to (duplerede) fodgængerknapper. Elevens program skal altså med mellemrum læse fra porten for at detektere signalet.