CR80
I 70'erne udviklede Christian Rovsing A/S en minidatamaskine CR80, som blev produceret fra 1975. Formålet var at få en generelt anvendelig højhastigheds, modulær, pålidelig datamaskine baseret på LSI (Large Scale Integration) og hurtig Schottky TTL teknologi. Firmaet udviklede basisprogrammel og anvendelsesprogrammer til maskinen og brugte teknologien til Danmarks Radios DORA system til nyhedsproduktion.
Operativsystemet til CR80 hed AMOS. Maskinen udviklede sig, først med en 'S' maskine, senere en 'M' og flere nyere større, 'XM' og 'MX'. Operativsystemet fulgte hardwareudviklingen, AMOS, XAMOS, XMAMOS og sidst MXAMOS.
Christian Rovsing A/S påbegyndte i 80'erne udvikling af et flybillet-reservationssystem. Efter langvarige forhandlinger med American Airlines vandt Rovsing en kontrakt i august 1983 på 258 mio. kr. Kontrakten var det første trin af et omfattende internt og eksternt datakommunikationsnetværk for booking, billetter, fragt og håndtering af passagerer og fly. Systemet ville i starten blive forbundet til 65.000 terminaler i Nordamerika og Mexico. Kernen i systemet var omkring 60 CR80 minicomputere, placeret i 14 byer. CR80 var istand til at håndtere 30 millioner instruktioner i sekundet og når flere var koblet sammen, så kunne de konkurrere med mainframe maskiner i kapacitet.
Firmaet fik i juni 1985 kontrakt med Delta Airlines om levering af reservationssystem baseret på CR80 maskiner. Kontrakten lød på næsten 140 mio. kr. og systemet kunne fra starten håndtere mere end 1000 transaktioner i sekundet. Delta Airlines havde ca. 50.000 terminaler koblet til systemet.
CR801
CR801 var en udgave til administrative opgaver. Den blev introduceret i 1981 i samarbejde med eksperter på administrativ EDB. Med systemet fulgte en softwarepakke ved navn CRMINI, som bestod af:
- Fakturering
- Debitor/Kreditor
- Lagerstyring
- Marketinganalyse
- Finans
Alle programmerne var udviklet i COBOL til interaktiv brug.
Billeder
-
CR80 i Forsvarets Integrerede Kommunikationssystem (FIKS)
-
CR80 i udviklingsafdelingen
-
CR80 i udviklingsafdelingen
-
CR80 med båndstation
-
CR801
-
Printkort med CR80 RAM
-
CR80 RAM chips
-
CR80D front end system
Eksemplaret i samlingen
CR80 udviklingssystem modtaget i november 1989 fra Jan Magleby, BBN Communications A/S, med denne beskrivelse:
De to rack er en tidlig version af CR80 computeren. Tilsvarende maskiner indgår i American Airlines netværk. De to rack har været anvendt til udvikling af software siden 1984.