Facit ECM-64

Da GIER i 1960'erne skulle bruges til administrativ databehandling (foruden tekniske beregninger), blev den udbygget med magnetbåndsstationer, hvor magnetbåndene fungerede som udskifteligt baggrundslager. De gængse magnetbånd var meget lange bånd på store spoler (radius ca. 7 tommer, dvs ca. 18cm), og det kunne derfor tage lang tid at søge og manipulere data på magnetbånd.
For at formindske behandlingstiden udviklede Facit AB (svensk datafirma fra Åtvidaberg) i 1959[1] en båndstation af en ny type - ECM-64. Stationen havde et stort udskifteligt hjul, karrusellen, hvorpå der sad 64 små spoler med et magnetbånd på 8½ meter med 8 kanaler, samt ét læse/skrivehoved, der kunne håndtere én spole ad gangen. Hvert af disse bånd rummede 8192 helord à 40 bits, opdelt i 128 blokke à 64 ord. Ved at indsætte en »sikkerhedspind« ved båndet kunne man sikre sig imod utilsigtet skrivning eller sletning på de enkelte bånd. En fuldt udnyttet karrusel rummede således over 2,6 megabyte. Søgning og datahåndteringen foregik ved at karrusellen roterede, så data på den ønskede magnetbåndsspole kunne søges, læses eller skrives. Derved mindskedes den samlede behandlingstid for en række data-tunge opgaver.
Den totale accestid for en blok information var gennemsnitlig 1,5 sekund, båndhastigheden 5 m pr. sekund. Tilbagespoling af båndet foregik i løbet af højst 2 sekunder.

Flere GIER-maskiner blev udstyret med Facits karrusel til administrativ databehandling. Men desværre lykkedes det aldrig at gøre karrusellen pålidelig, og selvom ideen var god, blev karrusellen ikke nogen rigtig succes.
Eksemplaret i samlingen
En karrusel med spoler blev doneret til samlingen den 13.februar 2005 ved fejringen af DASK's fødselsdag på Ingeniørhøjskolen af Magnus Johansson, projektleder, IT-Ceum i Linköping. Ifølge Magnus Johansson er karrusellen designet af Erik Stemme, der var chefdesigner på BESK.
- ↑ Kilde: Ingeniørens Ugeblad 4. juli 1959