Dragon 32/64
I 1981 og 1982 havde legetøjsproducenten Mettoy haft en del økonomiske vanskeligheder, og de valgte at udvide med elektronisk legetøj. En af deres afdelingsledere, Tony Clarke, kontaktede Motorola i Skotland for at høre hvad de kunne foreslå. Motorola anbefalede at han kiggede på deres "68xx"-referencedesign, som i det væsentlige var et salgskatalog for en række Motorola-integrerede kredsløb, hvoraf centralt var MC6847, en videodisplaygenerator. På dette tidspunkt - 1982 - var der et boom i salget af hjemmecomputere i Storbritannien. BBC Micro, ZX Spectrum og Commodore VIC-20 var det, der primært var på hylderne på det tidspunkt. Hver havde deres svaghed i enten pris, brugervenlighed eller hukommelse. Dragon Data Ltd blev født som datterselskab, og designede Dragon 32, som kom på markedet i slutningen af 1982 i Storbritannien. Den havde mekanisk tastatur af usædvanlig høj kvalitet for en hjemmecomputer, 32 KB RAM og en pris, der kunne konkurrere med ZX Spectrum. Maskinen var en implementering af Motorolas referencedesign med en 6809 CPU. Dette gjorde den meget lig med TRS-80 Color Computer, som var lanceret i 1980 i USA.
Dragon 32 havde en skærmvisning på 32 kolonner og 16 linjer. Der var kun store bogstaver A-Z. Små bogstaver blev vist som store med inverteret farve. Højopløsningsgrafikken var på 256x192 pixels i sort/hvid eller 128x192 i fire forudbestemte farver. Der var ingen sprites. Det var ikke en computer, der var velegnet til spil.
Dragon 64
På grund af den teknologiske udvikling lavede Dragon Data en ny udgave med 64 KB RAM. Kabinettet fik en grå farve, og der kom en seriel port. Eksisterende Dragon 32 kunder kunne faktisk få opgraderet deres computer til Dragon 64 for 1.800 kr. Man skulle sende den ind til forhandleren, som derefter udskiftede hovedkortet og lavede et hul i kabinettet til den serielle port med en loddekolbe.
Når man tændte sin Dragon 64 opførte den sig fuldstændig som en Dragon 32. Den ekstra RAM var skjult af BASIC ROMen og området til programkapsler, og var altså ikke til rådighed. Man skulle skrive EXEC 48000
. Denne rutine gjorde det ekstra RAM tilgængeligt, samtidig med at den kopierede en kopi af BASIC ind i toppen af lageret. Alt i alt var der næsten ingen fordele for hjemmecomputer-brugerne. Dragon Data gjorde det på denne måde fordi de havde skiftet salgsstrategi. Med 64 KB RAM og de nye diskettestationer kunne man boote et rigtigt operativsystem og yderligere markedsføre maskinen som en billig computer til studerende og små forretningsdrivende.
OS-9
Til Motorola 6809 CPUen fandtes der to operativsystemer. FLEX var kraftigt inspireret fra CP/M. OS-9 lignede UNIX med baggrundsprocesser, pipes og hierarkisk filsystem. Det fandtes i både en udgave som kunne køre på 64 KB RAM og en udgave, som understøttede MMUer. Dragon Data valgte OS-9. Det samme var allerede sket for TRS-80 Color Computer, og softwarepakker eksisterede allerede. OS-9 løste problemet med det lave antal tegn på skærmen ved at have en driver, som brugte grafik til at levere en opsætning på 51 kolonners og 24 linjers tekst. Med en vandret opløsning på 256 giver det 4 pixel vandret til at lave et bogstav som 'W', og en pixel til at adskille tegnene.
Eftersom 6809 ikke er Z80 kompatibel kunne man ikke ikke bruge de gængse softwareprodukter. Der fandtes istedet alternativer: Stylograph til tekstbehandling, Dynacalc til regneark, RMS til kartoteker m.m. Softwaren var den samme som var blevet udviklet til større maskiner såsom SWTPC S/09 og GIMIX, men den var blevet begrænset til at man ikke kunne konfigurere hvilken terminal man havde.
Galleri
-
Forsendelsesboks
-
Analoge Dragon joysticks
-
Dragon 32 annonce, april 1983