RC/NIB/kap24
Fra kodning til datalogi
Af H. B. Hansen
Den 1. februar 1958 blev jeg ansat »som matematiker og koder« ved Regnecentralen, Dansk Institut for Matematikmaskiner. Jeg kom helt frisk fra Den polytekniske Læreanstalt - dog med to års anciennitet på grund af militærtjeneste - og var på standens og egne vegne meget stolt over betegnelsen »matematiker« i ansættelsesbrevet. Hvad derimod betegnelsen »koder« betød og indebar, det vidste jeg meget lidt om dengang. Jeg var blevet trukket ud på Regnecentralen af min studie- og soldaterkammerat Willy Heise, og havde i efteråret 1957 delfaget i en studiekreds på polyteknisk Læreanstalt, hvor jeg lærte nogle herlige mennesker at kende: Niels Ivar Bech, Jørn Jensen, Per Mondrup og Helge Brodersen, hvis navn udtaltes med hårdt d og accent aigu over e'et, fordi hans programmer havde en tilbøjelighed til at blive ret lange og indviklede.
Jeg tilhørte det første kuld af en særlig retning på Polyteknisk Læreanstalt, med speciale i fysik, og det store dyr i åbenbaringen var derfor atomfysikken. Min interesse for Regnecentralen skyldtes to ting: for det første havde mange af mine medstuderende fået bedre eksamenskarakterer end jeg, og havde derfor snuppet de ledige stillinger ved atomforsøgsstationen Risø allerede i løbet af soldatertiden, og for det andet blev jeg tiltrukket af atmosfæren på Bjerregårdsvej nr. 5. Da Bech derfor i december 1957 foreslog mig at blive »rejsende i matematik«, slog jeg til, lidet anende at jeg hermed traf den nøglebeslutning der skulle blive bestemmende for mit liv.
Den nærmeste berøring jeg fik med min fordums kærlighed, atomfysikken, skete en lys forårsdag - jeg tror det var i 1958 - da bestyrelsens formand, professor Richard Petersen, viste professor Niels Bohr rundt på Regnecentralen. De kom også op til »tårnværelset« hvor jeg sad sammen med Willy Heise, og som bl.a. indeholdt en reol med en fem-seks boghylder, benævnt »biblioteket«.
»Og i dette store, lyse lokale sidder to kodere«, forklarede Richard Petersen, »og her ved væggen har vi begyndelsen til vores bibliotek«. Og så udbredte han sig i flere minutter om den beskedne bogsamling og de store fremtidsplaner den var begyndelsen til. Niels Bohr, der tilsyneladende havde lyttet opmærksomt, sagde tilsidst: »Ja, det er et dejligt lyst lokale«, hvorefter de begge forsvandt igen.
På den tid - det var da Dask's kontrolbord stod på et vaskebord hentet op fra kælderen - var det småt med administrativt personale på Regnecentralen. Vi havde en rengøringskone, men det var alt. De administrative rutinejobs gik derfor på omgang, hvilket ikke altid var lige hensigtsmæssigt. Jeg husker endnu Jørn Jensen som telefonvagt, ivrigt bøjet over et stykke kodepapir, og med en sammenklappet leverpostejmad i hånden, mens omstillingsbordet ringede, summede og blinkede til ingen verdens nytte.
Jeg tror man må sige vi havde demokrati på arbejdspladsen dengang. F.eks. blev opgaverne fordelt på den måde at alle medarbejdere samledes til et ugentligt møde, hvor Bech læste de med posten modtagne henvendelser højt. Hvis man følte sig tiltrukket af en opgave sagde man straks til, hvorefter man fik overdraget sagen. Det var næsten som ved en skønhedskonkurrence hvor man skal afgive sin stemme før man har set alle deltagerne - man falder for en af damerne under vejs, men ærgrer sig måske bagefter. Systemet virkede fortræffeligt og sikrede, at man fik prøvet lidt af hvert (det var Bech der bestemte præsentationsrækkefølgen).
Regnecentralen voksede hurtigt, og snart var en vis arbejdsdeling nødvendig. Jeg beskæftigede mig mest med teknisk-videnskabelige beregninger, som var den dominerende anvendelse på den tid, men jeg tror at Bech, som havde et skarpt øje for sine medarbejderes fortrin og mangler, allerede på et meget tidligt tidspunkt i sit stille sind havde udset mig til på længere sigt at skulle undervise på en eller anden måde. Min første offentlige optræden fandt sted den 4. november 1959 i Ingeniørforeningen, hvor Bech skulle holde et foredrag om »Elektronregnemaskinen som værktøj for maskiningeniøren«, og hvor han lidt utraditionelt, men meget Bech'sk - havde taget nogle af medarbejderne med, for at lade dem selv præsentere hvad de gik og arbejdede med. I det følgende nummer af Ingeniørens Ugeblad var der en meget rosende omtale af foredraget, bl.a. med denne passus, som vidner om den tids opfattelse af datamaskinen:
»Det var en fornøjelse at stifte bekendtskab med dette friske team, der virker som operatører på en maskine, som de fleste virksomheder her i landet næppe nogensinde vil anskaffe magen til . . . «.
Det var ikke hver gang Bechs arrangementer gik så gnidningsløst. Et eksempel herpå kan man finde på NordSAM 1960, der blev afholdt i slutningen af august 1960, og som var stærkt domineret af Regnecentralen. Sensationen var den nye, danske elektronregnemaskine Gier, og mange af foredragsholderne kom fra Regnecentralen. Der var dog en enkelt svipser imellem, nemlig H. B. Hansen, der skulle have holdt et foredrag om kontrolprogrammerne til Dask. Jeg var blevet presset til at holde dette foredrag, selv om jeg ikke havde været med til at udvikle det iøvrigt bemærkelsesværdige system af kontrolprogrammer til Dask (se Dask Kontrolprogrammer, 1959), fordi Jørn Jensen og Peter Naur, som var de egentlige ophavsmænd, skulle tale om Algol og Algoloversættere. Jeg var imidlertid så ræveangst for at gå på talerstolen, at Bech aflyste foredraget få minutter inden starten, til stor glæde for Peter Naur, der netop stod og talte om sit yndlingsemne Algol, og sagtens kunne bruge lidt længere tid. Siden er jeg kun blevet presset af Bech ved hjælp af en særlig form for muldvarpning, der går ud på at få offeret til selv at foreslå det man vil have ham til. Den metode er ufejlbarlig, men man skal være suveræn »menneskekunstner« som Bech for at gennemføre den.
I slutningen af 50-erne og begyndelsen af 60erne var det så småt ved at gå op for os andre, hvad Bech havde vidst fra begyndelsen, nemlig at »elektronregnemaskinen« eller »matematikmaskinen« kunne anvendes helt generelt til »informationsbehandling« af enhver art, og jeg var begyndt at interessere mig for administrativ databehandling, og navnlig for de standardprocesser der er forbundet dermed: sortering, fletning og lignende. Denne interesse udkrystalliserede sig i 1962 i en undervisningsaktivitet, ved et seminar om systemudvikling, som blev holdt i Regnecentralens nye lokaler i Rialtobygningen på hjørnet af Smallegade og Falkonerallé.
Fra sommeren 1963 kom der for mit vedkommende vældig fart over feltet, idet Regnecentralen havde købt en efter datidens forhold gigantisk datamaskine, CDC1604A, som blev installeret i Rialtokomplekset i august 1963. Jeg fik til opgave sammen med Bent Bagger at forestå installation og vedligeholdelse af maskinens basisprogrammel, dvs. operativsystem og oversættere. Det var en fascinerende oplevelse at stifte bekendtskab med en stor, fuldt udbygget 2. generations datamaskine, og med hele den filosofi der ligger til grund for driften af et sådant maskineri.
»Specialkodningsgruppen«, Bent Bagger og jeg selv, blev snart udvidet med Jens Hald, og fik i de kommende år en hel del specialopgaver - for størstepartens vedkommende såkaldte »brændende lokummer«, som er opgaver hvortil der er knyttet en ikke ringe prestige, og som på grund af uheldige omstændigheder er lovet færdige på meget kort tid. Jeg husker f.eks. en særlig penibel sag for Arbejdsmarkedets Tillægspension, ATP, hvor vi for at få arbejdsro måtte opsætte et skilt på døren til vore kontorer med påskriften All Trespassing Prohibited, i de måneder den stod på. Det var en hård skole, men man lærte noget i den.
Gennem købet af CDC-maskinen var Regnecentralen i en vis forstand blevet amerikaniseret, og det passede ikke Bech. Han indså at købet af den store maskine havde været en nødvendighed, men ville naturligvis helst have lavet den selv. I hvert fald måtte denne beslutning ikke føre til at Regnecentralen blev til en satellit af et amerikanskejet, multinationalt selskab. Derfor havde alle bestræbelser, hvis formål var at understøtte et dansk særpræg, Bechs fulde støtte.
En side af denne problematik var bestræbelserne for at oversætte den amerikanske terminologi til dansk. Disse bestræbelser var ikke af ny dato, men i midten af tresserne fik de et opsving fordi IFIP udgav en ordbog (IFIP, 1966), som direkte kunne bruges som grundlag for oversættelsesarbejdet. Et af de mere kuriøse udslag af disse bestræbelser var en udgave af Cobol med danske reserverede ord, som Bent Bagger og jeg lavede på grundlag af Coboloversætteren til CDC1604A på initiativ af Rialtocentrets daværende chef, Willy Heise. Der findes faktisk Cobolprogrammer, som er blevet brugt og har tjent deres formål, og som udelukkende indeholder danske ord, f.eks. i sætninger af typen:
UDFØR DEBITERING N GANGE.
Der var for øvrigt visse vanskeligheder forbundet med at oversætte den engelske terminologi til dansk. De allermest fundamentale begreber »Computer Science«, »Hardware« og »Software« manglede længe en rammende oversættelse. En dag kom Peter Naur ind til mig og fortalte, at nu havde de klaret »Computer Science« i Compilergruppen (gud ved hvorfor den ikke hed Kompilatorgruppen?). Videnskabsfaget skulle hedde »Datalogi«, og automatisk databehandling skulle hedde »Datamatik« - et par geniale gloser, som Per Brinch Hansen og Peter Naur har æren af, og som gav mig mod på at gå igang med »Hardware« og »Software«. Jeg havde meget store vanskeligheder med at oversætte disse genstridige gloser på en rimelig måde. Jeg ville gerne bibeholde ordspillet og prøvede derfor systematisk med »modsætninger« som »hård« og »blød«, »op« og »ned«, »frem« og »tilbage«, »ind« og »ud« og så videre. Hvis man f.eks. kaldte »Hardware« for »Udstyr«, så måtte den logiske følge være at kalde »Software« for »Indstyr«. Jeg forkastede mængder af sådanne tvillingeord - det ene par mere fantastisk end det andet - inden jeg omsider stoppede op ved gloserne »Materiel« og »Programmel«, der meget hurtigt vandt almindelig udbredelse.
Dette skete så vidt jeg husker omtrent på den tid da projektet »den røde tråd« blev startet på Regnecentralen, dvs. i 1965. Projektet gik ud på at udvikle et avanceret undervisningsmateriale om automatisk databehandling. Ideen var Peter Naurs, og skyldtes at han var nået til den erkendelse at der ligger nogle metoder og nogle principper, som er fælles, til grund for vidt forskellige anvendelser af datamaskinen. Undervisningsmaterialet skulle handle om disse fælles metoder og principper, og ikke om de forskellige specifikke anvendelser. Der var tale om det første forsøg på at udkrystallisere indholdet af den nye fagdisciplin Datamatik.
Bech så straks perspektiverne i denne tanke for hele undervisningen i edb i Danmark. Regnecentralen var i januar 1964 blevet et privat aktieselskab, og jeg tror nok han havde lidt besvær med at overbevise meddirektør og souschefer om det lukrative i at frigøre fem af de mest erfarne medarbejdere til dette langsigtede projekt, der til og med var til mere gavn for samfundet som helhed end for A/S Regnecentralen. Så snart beslutningen om at starte projektet var truffet, blev alle sejl imidlertid sat til, og vi i projektgruppen følte en loyal - til tider ligefrem entusiastisk - opbakning fra ledelsen. Det er typisk for Regnecentralens måde at arbejde på den gang, at projektet var godt igang længe inden den endelige indholdsplan forelå (Peter Naur, 1966).
Oprindelsen til betegnelsen »den røde tråd« fortaber sig i det dunkle. Jeg tror det var talen om de datamatiske metoder som et gennemgående tema, kombineret med det faktum at Peter Naurs plan udkom med rødt omslag, der fik Rialtocentrets daværende chef, Ole Engberg, til at lægge dette columbusæg.
Projektgruppen bestod af fem medlemmer: Christian Gram, Jens Hald, Peter Naur, Alan Wessel og mig selv. Efter nogle fællesmøder, hvor vi gjorde os bekendt med projektets idé, indledte vi en omfattende gennemgang af den tilgængelige litteratur, og en omhyggelig litteraturregistrering på nogle spritduplikerede formularer som Naur havde fremstillet til formålet. I denne fase af arbejdet havde vi uvurderlig nytte af Regnecentralens bibliotek, der siden Niels Bohrs besøg i 1958 støt og roligt var vokset til Danmarks - for ikke at sige Skandinaviens og måske Europas - mest velassorterede specialbibliotek på det datalogiske fagområde. Vi læste ikke hele litteraturen alle sammen, men havde delt emnerne imellem os efter lyst og tilbøjelighed. Når den enkelte deltager syntes tiden var inde, gik han igang med at skrive et kapitel, og det første udkast til et færdigt kapitel blev derefter læst og kritiseret meget grundigt af de øvrige projektdeltagere.
Sideløbende hermed var der sat kræfter ind på at skaffe penge til finansiering af projektet, der var en meget stor mundfuld for en privat erhvervsvirksomhed med vokseværk, og det lykkedes da også via Edb-rådet at opnå støtte fra Danmarks Erhvervsfond. Det svenske forlag Studentlitteratur havde netop besluttet at satse på edbmarkedet, og i april 1968 blev der undertegnet en kontrakt mellem Regnecentralen og Studentlitteratur, der gav forlaget eneret på produktion og distribution af første oplag.
I de følgende år udkom den røde tråd som hæfter (naturligvis med rødt omslag), efterhånden som de enkelte kapitler blev færdige (Chr. Gram et al, 1968). Fremstillingen af de trykklare manuskripter blev udført med uendelig tålmodighed af Kirsten Andersen, der ved hjælp af en gammel flexo-writer, en håndhuller, saks og klisterpapir frembragte fejlfrie hulstrimler, mens hun sindigt dampede på sine uundværlige cerutter. Disse hulstrimler blev så kørt over på noget særligt papir, der derefter blev sendt til nedfotografering hos Studentlitteratur i Lund.
Den røde tråd blev aldrig spundet til ende. Det sidste hæfte udkom i 1970, og der var da udkommet 11 af 19 planlagte hæfter. I august 1970 skred grunden under projektet, som den skred under så meget andet på Regnecentralen, og projektgruppen indstillede sit arbejde som efter en stiltiende overenskomst. Peter Naur har dog siden strammet stoffet op og fuldendt værket (Peter Naur, 1974).
Mit samarbejde med Christian Gram og Peter Naur blev meget frugtbart også på andre måder. I sidste halvdel af 1968 udarbejdede vi således et undervisningsmateriale til Radio og TV, som var beregnet for gymnasiet. Det blev til syv udsendelser (fire radio- og tre TV-udsendelser), der blev udsendt i januar og februar 1969. (Radio/TV, 1969). Samtidig arbejdede Naur og jeg på hver sit afsnit i en håndbog i Politikens håndbogsserie (Bogen om EDB, 1969), hvor vi forsøgte at udmønte vore datalogiske ideer i en populærvidenskabelig form. Og endelig bragte Christian Gram mig i forbindelse med adjunkt Henning Nielsen på Frederiksberg Gymnasium, hvor jeg i forårshalvåret 1970 gennemførte en forsøgsundervisning i datalære for en 1. realklasse (H. B. Hansen, 1970).
Bech gik ind for alle disse projekter med brask og bram. Første og eneste gang jeg har set ham være direkte misundelig var da jeg fortalte ham om forsøgsundervisningen med 1. real. Den undervisning ville han gerne selv have stået for.
Alle disse tråde, hele det mønster der udgjorde Regnecentralens samlede aktivitet, samles i min erindring i et glødende brændpunkt onsdag den 26. august 1970. Ingen kunne vide at denne dag skulle blive enden på en epoke i den danske edbhistorie - og dog: én person burde måske have haft en anelse. Herom kan jeg berette følgende:
Bech var blevet inviteret til at holde det ene af åbningsforedragene for konferencen NordDATA-70. Emnet var et ønsketema for Bech: »Edb som managementværktøj i 70'erne«. Når Bech skulle holde foredrag indkaldte han ofte ideer fra de kredse på Regnecentralen, som han mente kunne bidrage med kreative, provokerende eller saglige meninger om emnet for foredraget. Det var f.eks. tilfældet da han i november 1966 holdt et foredrag om »Datamatiske Styringssystemer« i Akademiet for de Tekniske Videnskaber (Niels Ivar Bech, 1967). Forud for NordDATA-foredraget indkaldte han også ideer fra de nærmeste medarbejdere, men det var som om der manglede begejstring og nye tanker i de forslag der kom frem. Var det mon fordi topledelsen på Regnecentralen var ved at udvikle sig til en samling gamle mænd uden den fordums friske fantasi?
Hvorom alting er, så tog jeg mig til sidst sammen og skrev et udkast, hvori jeg legede med tanken at automatisere administrationen ved at afskaffe papiret til fordel for elektroniske medier. Det var meningen at Bech kunne tage udgangspunkt i denne skisse, og så lege videre med tanken. Han blev meget glad for mit udkast og sagde at han ville lægge det til grund for sit foredrag.
Aftenen før foredraget, dvs. tirsdag den 25. august 1970 - jeg tror ved 21-tiden - fik jeg en opringning fra Bech på mit privatnummer. Han spurgte mig hvor det var foredraget skulle holdes. Han havde glemt det, sagde han. Jeg fandt programmet frem og fandt adressen: Imperial Bio ved Vesterport Station. Jeg syntes nok det var lidt mærkeligt at han sådan kunne glemme adressen, men han var jo en meget travl person, så jeg tillagde det ikke større betydning.
Ikke før næste dag i Imperial Bio, hvor det fra talerstolen blev meddelt at direktør Niels Ivar Bech var blevet ramt af et ildebefindende, og Peter Naur derefter besteg talerstolen og oplæste mit foredragsmanuskript. Da følte jeg grunden skride under mig. Havde jeg ignoreret et råb om hjælp aftenen før? Og hvis jeg havde, hvori skulle hjælpen have bestået? Var Bechs opringning en skjult bøn til mig om at holde mig væk fra Imperial Bio?
Jeg er i dag sikker på at Bechs telefonopringning var et forvarsel om det der skete den 26. august, men jeg ved stadig ikke hvad jeg skulle have gjort. Siden blev Bech aldrig helt sig selv igen, og også Regnecentralen forandrede sig afgørende. Men for os der har oplevet det, vil Regnecentralen før hin skæbnedag i 1970 stå som det tabte land.
