RC/NIB/kap19
Hjertets renhed
Af Piet Hein
Der er mennesker, som man har mødt daglig gennem lange tider, og hvis træk man ikke med de største anstrengelser kan fremmane af sin hukommelse. Man mistænker, at man husker rigtigt: de havde ingen.
Og så er der mennesker, man har mødt flygtigt, og hvis træk står som indbrændt i én. Niels Ivar Bech hører til den sidstnævnte art. Ikke på grund af et markeret fysionomi, men på grund af hans personlighed.
Jeg traf ham alt for få gange og i meget specielle forbindelser, men det var klart fra begyndelsen, at man der havde en nær kontakt med et meget personligt og specielt menneske.
Jeg traf ham så at sige gennem Norbert Wiener, som bode hos mig sin sidste sommer, mens han skrev sin sidste bog »God & Golem, Inc.«, og som jeg forela et computerproblem, og som angående den praktiske løsning førte mig frem til Niels Ivar Bech.
Det drejede sig om en variant af det ældgamle orientalske spil Nim, måske verdens ældste spil, idet det kan spilles med så enkelt materiale som 12 sten, som end ikke behøver at være indbyrdes forskellige. Det blev i 1901 myrdet, som spil, af den fransk-amerikanske matematiker Charles Leonard Bouton ved en sindrig analyse, som førte til en yderst enkel regel, hvorefter enhver strax kan se, om en situation er tabt eller vundet, og i sidste tilfælde: hvilket eller hvilke træk der fortsat sikrer én vindende positioner. Jeg tog mordet på Nim som en udfordring og satte mig for, uden at gøre spillet mere kompliceret, at bringe det udenfor den slags analysers rækkevidde, muligvis for evigt, ved at eventuelle regler måtte blive mere indviklede end spillets praxis. Det lykkedes mig i 1945, og jeg gik derefter med den drøm at programmere en computer til at spille det bedst muligt mod menneskelige spillere.
Opgaven appellerede strax til Bechs smag for mangesidede opgaver - og for at skabe et mødested, hvor ikke-fagfolk kunne føle sig i kontakt, ja dialog, med en computer og få et overbevisende, direkte indtryk af (et minimum af) computeres intelligensniveau.
Takket være Bechs mangesidethed og vores gode kontakt lykkedes det at løse opgaven med hensyn til alle dens aspekter, også anskueligheden for ikke-fagfolk.
Bech var jo oprindelig ikke fagmand, og det gjorde, at han kunne se udefra på sin virksomhed, se helheden og se, at den omfattede andet end det teknisk og matematisk saglige. Han var mangesidig men ensidigt indbidt i sit arbejde; han omfattede meget, men koncentrerede det i en kompakt enhed. Han var gift med sit arbejde. Hans job var hans liv. Jeg forstod ikke, hvordan han kunne holde til det. Og det kunne han heller ikke til slut. Det kan ingen til slut. Men nogen ulmer svagt, og nogen brænder. Det var hans vilje at brænde. Quid volo nisi ut ardeat, var som skrevet for ham og stod på hans pande. Med Søren Kierkegaards ord: Hjertets renhed er at ville ét.
På hans skrivebord, på et sært elektronisk apparat, som symboliserede hele computerverdenen, stod mit lille epigram:
Jeg har anbragt et sted
hvor jeg dagligt må se
det manende tankesprog
T T T.
Når man mærker hvor lidet
man når med sin flid,
er det nyttigt at mindes, at:
Ting Tar Tid.
Som jeg senere forkortede til:
Husk de tre:
T T T.
Slid men vid:
Ting Tar Tid.
Han sled, men han vidste, at man må bøje sig for tingenes tempo. Han havde intensitet, men han forenede den med ro, en tilkæmpet tålmodighed.
»En smuk funktion« sae Harald Bohr; han havde et æstetisk forhold til matematikken. Det samme havde Niels Ivar Bech til sit fags mange sider. På et tidspunkt havde jeg kontakt med ham angående superellipsen. Hans umiddelbare forståelse af dens karakter og slægtskab med den klassiske ellipse og rektanglet gik fuldstændigt i ét med en æstetisk fornemmelse af kurvens udvikling, når den tegnedes op efter 400 koordinatpar, som en symfoni, man venter vil udvikle sig harmonisk, men som alligevel hele tiden overtræffer éns forventninger. Han havde alle sine menneskelige sider med i sit fag.
De, som præsterer noget særligt, gør det ikke, som mange tror, ved at ha færre vanskeligheder, men tværtimod ved at ha evnen og viljen til at få alle vanskeligheder med.
Med alle forskelle er der er en lighed mellem Norbert Wiener og Niels Ivar Bech. De havde begge mange sider med i deres arbejde. De var ikke typen på en fagmand. De var ikke den vante type. Og det er ikke nemt at ikke være dén. Så skal éns omgivelser nyindstille sig og reagere på realiteterne og ikke på en klichémæssig form som en primitiv computer kan.
Niels Ivar Bech gik ikke udenom vanskelighederne. Han vidste, det var svært. Og han levede op til det. Det er vist noget væsentligt i hans psyke, jeg engang har søgt at beskrive i dette korte digt:
Du som mente, alt var let: revidér dit regnebræt! Du som følte alt forgæves: undersøg, hvad mer der kræves! Netop dét gør livet gruligt krævende og kært, at det ikke er umuligt, men er svært.
