RC/NIB/kap12
Advokat for Regnecentralen
Af Gunnar Enné
I foråret 1963 blev jeg af civilingeniør Willy Heise, der var leder af servicekørselsafdelingen på den selvejende institution under Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Regnecentralen, anmodet om at bistå med indkøbet af et efter Regnecentralens daværende forhold stort og dyrt edb-anlæg, det amerikanske firma Control Data's 1604A. Ved de endelige kontraktforhandlinger med Control Data's danske advokat mødte jeg for første gang Regnecentralens direktør, Niels Ivar Bech, der kort efter med den daværende bestyrelses samtykke knyttede mig til Regnecentralen som firmaets faste advokat. Det var et enormt spændende nyt arbejdsområde for en ung advokat at få lejlighed til at dyrke.
Niels Ivar Bech var ikke blot en dygtig initiativtager og igangsætter indenfor edb-området, men også idérig, når det gjaldt om at finde metoder til at få de mange projekter finansieret. Indkøbet af CDC 1604A blev i væsentligt omfang finansieret gennem lån i Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk. Lånet var naturligvis sikret ved pant i anlægget, men også ved kaution stillet af sælgeren, Control Data, som gerne ville have gang i salget i Europa af 1604A-anlæg, og som havde stor tillid til Niels Ivar Bech.
Et yderligere led i finansieringen var at videresælge en del af anlægget i form af bloktidskontrakter. Den første bloktidskontrakt blev indgået med Burmeister & Wain, der købte 1/4 af anlægget på bloktidskontrakt. En bloktidskontrakt på 1/4 gik ud på, at man havde 6 timer på en nærmere defineret tid af døgnet til rådighed, og betød - da prisen, der dog også omfattede diverse bistand fra Regnecentralens side, var væsentlig over 1/4 af prisen for hele anlægget - en betydelig likviditetstilførsel til Regnecentralen, der reelt ikke i begyndelsen mistede noget ved salget, da et anlæg af disse dimensioner ikke straks blot tilnærmelsesvis kunne belægges fuldt ud med opgaver. Senere blev der indgået bloktidskontrakter om mindre dele af anlægget, f.eks. 2 timer i døgnet, med andre store erhvervsvirksomheder. En bloktidskontrakt var der dengang næppe nogen dansk advokat, der havde hørt om, og indholdet var heller ikke defineret i udlandet. Kontrakterne var reelt en blanding af et salg af en del af anlægget og et salg af en del af brugsretten til anlægget, og som altid ved atypiske kontrakter måtte parternes rettigheder og forpligtelser nøje defineres.
I slutningen af 1963 blev Regnecentralen ramt af en likviditetskrise. Regnecentralen havde siden starten haft en enorm vækstrate, der hele tiden stillede øgede krav til likviditeten, og var samtidigt meget sårbar, derved at hvis enkelte påregnede salg af det af Regnecentralen producerede Gier-anlæg ikke blev til noget eller blev forsinket nogle få måneder, blev der straks stærk likviditetsnød.
Bestyrelsesmedlem, professor dr. techn. C. W. Prohaska blev formand for forretningsudvalget, og gjorde, sammen med de to andre medlemmer af dette samt direktør Erik Mollerup, Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk, en fremragende indsats for at skabe forståelse i det danske erhvervsliv for betydningen af, atDanmark selv rådede over selvstændig viden om edb, både på den programmæssige side og på den teknologiske, maskinmæssige side. Det lykkedes at få omdannet Regnecentralen til et aktieselskab med en betydelig kapitaltilførsel, og for at styrke den økonomiske styring blev der ansat en meddirektør.
I forbindelse med den stadigt stigende belægning af CDC 1604A-anlægget af kunder, for hvilke Regnecentralen udførte rutinekørsler på servicebasis, og i forbindelse med det stigende salg af Gier-anlægget og af ydre enheder, såsom læser (RC2000) og converter (RC3000), blev det nødvendigt med detaljerede kontrakter om servicekørsel, om salg og udlejning af anlæg og om vedligeholdelses- og garantiaftaler, der gav anledning til mange overvejelser og drøftelser med Niels Ivar Bech. De udenlandske datafirmaer i Danmark havde naturligvis standardkontrakter, men mest om salg af maskiner, og de bar præg af at være kontrakter om salg af skrivemaskiner o.l., der var blevet tillempet salget af edb-maskiner ved enkelte tilføjelser.
Når Regnecentralen kontraherede med en erhvervsvirksomhed om at køre dets lønudbetalinger og evt. også dets regnskaber iøvrigt, meldte mange problemer sig. Hvad skete der f.eks. hvis 1604-anlægget brød sammen? Her skaffede Bech en aftale i stand, så der af Regnecentralen kunne køres på et identisk anlæg i Nordtyskland, så man kunne overbevise kunderne om, at højeste risiko var et eller to døgns forsinkelse.
Hvad skete der, hvis der var fejl i programmet eller maskinen, således at der til nogle af en kundes ansatte blev udbetalt alt for meget i føn, uden at man opdagede noget før længe efter? Her blev der indført kontrolprocedurer i programmerne, således at de lønninger, der adskilte sig væsentligt fra forrige uge eller forrige 14-dages-periode, automatisk blev udsorteret til særskilt undersøgelse.
Hvilket ansvar havde Regnecentralen, hvis den f.eks. foretog beregningerne over bæredygtigheden af konstruktionerne til en ny Storebæltsbro og broen styrtede sammen på grund af fejl i beregningen? Control Data Corporation i USA, med hvis vicepræsident for Europa jeg drøftede dette, havde haft tilsvarende overvejelser vedrørende pilotløse fly, styret af CDC-computere, leveret til US Air Force, og havde måttet acceptere at betale 20% af flyets pris og eventuelle skader ved nedstyrtninger, hvis flyet styrtede og en fejl i computeren eller programmellet måtte antages at være årsagen. Vi fandt aldrig frem til en almengyldig løsning af disse spørgsmål.
En anden gruppe problemer var knyttet til ejendoms- eller ophavsretten til programmer, fremstillet af Regnecentralen, men efter en kundes ønske og for hans regning. Kunne Regnecentralen nu sælge disse programmer til andre firmaer indenfor kundens branche eller tilhørte programmet kunden? Bechs grundsynspunkt var, at det var skadeligt for samfundet med for mange enerettigheder, og at det iøvrigt ikke i praksis lod sig gøre at hindre, at den viden en programmør havde tilegnet sig under udarbejdelsen af den første kundes program, kom de næste kunder i samme branche tilgode. I overensstemmelse hermed blev hovedlinjen at aftale en forholdsvis lav pris med den første kunde, mod at Regnecentralen til gengæld selv måtte benytte og videreudvikle programmet og mod at Regnecentralen stillede eventuelle videreudviklinger af programmet til kundens rådighed.
En tredje gruppe problemer var knyttet til frygten for at en kundes edb-materiale skulle blive ødelagt eller forsvinde medens det var i Regnecentralens varetægt, ved brand, tyveri, hærværk osv. Dette problem blev løst ved at indføre faste, detaljerede procedurer for opbevaring i aflåste og brandsikrede skabe.
Niels Ivar Bech havde den opfattelse, at det ville være en ulykke om et enkelt stort amerikansk firma skulle være altdominerende i hele verden på edb-området, og søgte at arbejde herimod ved samarbejde med datafirmaer i andre europæiske lande, med mindre amerikanske firmaer og ved at udvide Regnecentralens virkeområde ved oprettelse af salgs- og servicekørselsdatterselskaber i en række lande, bl.a. Norge, Sverige og Tyskland. Det var imponerende, ved de forhandlinger dette indebar, at konstatere Bechs fantastiske forhandlingsevner, der skyldtes, at han altid kunne indleve sig fuldt ud i forhandlingspartnerens problemer, ofte - på grund af sin særlige indsigt - endog bedre end denne selv, hvilket medførte, at kunden normalt fik stor tillid til Bech og dermed til Regnecentralen. Bechs evner som virksomhedsleder lå også i hans vilje til at vise tillid til sine medarbejderes evner. Der er ikke noget, der i den grad ansporer til at søge at opnå et godt resultat som at få fuldstændig frie tøjler til at klare en vanskelig sag mod bagefter at måtte stå til ansvar for det opnåede resultat, og specielt ved vanskelige forhandlinger i udlandet var det af uvurderlig betydning at have en ubegrænset fuldmagt i mappen.
Jeg erindrer således engang da noget ret dyrt edb-udstyr var blevet leveres til en udstilling i Nordirland, og modtageren brugte udstyret i sin egen virksomhed i stedet for til den påregnede udstilling. Han var ikke i stand til at betale, og da udstyret var leveres alene til demonstration var der intet ejendomsforbehold. En medarbejder fra salgsafdelingen og jeg rejste til Irland. Efter at have konsulteret en irsk kollega, der tilrådede os ulovlig selvtægt - det ville vi som udlændinge aldrig i praksis blive tiltalt for - opsøgte vi edb-firmaet, der var bevogtet af et par pistolbevæbnede sikkerhedsvagter. Ved at fremsætte diverse trusler, der gik langt udover hvad vi i Danmark kunne have tilladt os, fik vi oplyst, at direktøren var taget til London, og under et dramatisk møde der dagen efter, accepterede han, efter at have fået forevist en imponerende fuldmagt til mig, med notarbekræftelse og bekræftelse fra det engelske konsulat i København, at underskrive dokumenter, der medførte at alt udstyret var tilbage på Regnecentralen kort tid efter.
Efter at Bech i 1971 fratrådte som direktør for Regnecentralen, havde jeg den store glæde, at et par af mine klienter, i hvis edb-firma jeg sad i bestyrelsen, fik overtalt Bech til at blive firmaets konsulent, hvilket på kort tid indebar en mangedobling af firmaets omsætning.
Også Control Data Corporation ønskede at benytte sig af Bechs evner og udnævnte ham til bestyrelsesmedlem i dets danske datterselskab.
Det er et stort savn, at Niels Ivar Bech gik bort i en så forholdsvis ung alder. Vi der fik muligheden for at lære ham nærmere at kende, må være taknemmelige for den tid vi havde ham iblandt os.
