RC/NIB/forord

Fra DDHFwiki
< RC‎ | NIB
Spring til navigation Spring til søgning

Forord

Edb-alderens barndom i Danmark, fra begyndelsen af halvtredserne til midten af tresserne, var hektisk, spændende og skelsættende - og samtidig munter, komisk, og til tider tragisk. Men perioden står allerede noget fjernt for dem der var med, og for den som først på et senere tidspunkt er begyndt at beskæftige sig med edb, må forestillingerne om disse første år fortone sig i myter.

Niels Ivar Bech var en af pionererne i denne udvikling, og da en kreds af venner og medarbejdere efter hans død i sommeren 1975 fandt sammen for at sætte ham et minde, var det derfor en nærliggende tanke at lade dette få form af en beretning, der kunne give andre et billede af den første epoke i edb-udviklingen i Danmark.

Bogen koncentrerer sig om, og forsøger at levendegøre, den del af udviklingen som direkte var inspireret af Niels Ivar Bechs virke. Han påvirkede på afgørende vis edb-udviklingen og de mennesker han mødte, sådan som det også er udtrykt i en nekrolog i Politiken (den 8. august 1975):

Niels Ivar Bechs død efter flere års kamp med personlige kriser og sygdom er egnet til at vække dyb eftertanke, også langt uden for den kreds der personligt oplevede ham som den geniale leder af mennesker. Hans skæbne er på det nøjeste knyttet til troen pa en selvstændig, stærk, dansk og europæisk udvikling af datamatisk udstyr. Hans død markerer med næsten uhyggelig præcision denne tankes fallit.

Niels Ivar Bech fandt sit livs opgave da han i 1957 tiltrådte som direktør for den kort forinden oprettede selvejende institution under Akademiet for de tekniske Videnskaber, Regnecentralen. I denne stilling kunne han i de følgende år udfolde sine vældige evner som leder. Ud fra en brændende tro på den enkelte medarbejders evner og muligheder for skabende indsats, parret med en lige så stærk tro på datamatikkens udviklingsmuligheder og en utrættelig energi og beslutsomhed, kunne Bech tiltrække en hastigt voksende stab af medarbejdere, der under hans lederskab formåede at gøre en indsats der vakte international opmærksomhed. Blandt resultaterne fra denne aktivitet kan nævnes: anvendelsen af datamaten Dask til løsning af en lang række tekniske og administrative opgaver, udvikling og produktion af datamaten Gier, deltagelse i udviklingen af det internationale programmeringssprog Algol 60, og udvikling af Algoloversættere for såvel Dask som Gier. For den enkelte medarbejder blev Regnecentralen i denne periode en arbejdsplads præget af enestående inspirerende kammeratskab, med Niels Ivar Bech som den altid nærværende, lyttende og givende igangsætter, et miljø der i senere perioder står for mange af os som 'det tabte land ', de ideelle arbejdsforhold.

Så kom modgangen. Oprettelsen af Neucc knuste Bechs drøm om et nært samarbejde mellem Regnecentralen og de danske universiteter og højere læreanstalter. Regnecentralen måtte reorganiseres som aktieselskab, med større vægt på kommercielle hensyn. Bech fortsatte utrætteligt sine bestræbelser under de ændrede vilkår, og det lykkedes ham at få gennemført udviklingen af RC4000 og dens skelsættende operativsystem. Men det var ikke tilstrækkeligt. Den hårde blæst på det internationale edb-marked, parret med uforståenhed hos danske myndigheder og institutioner over for den videre betydning af en selvstændig aktivitet på området, undergravede Regnecentralens økonomi. Dertil kom at Bechs helbred begyndte at svigte. I 1971 kom slaget, Niels Ivar Bech blev afskediget som direktør for Regnecentralen, et slag som han aldrig forvandt.

Niels Ivar Bechs sind rummede dybder som selv dem der stod ham nær måtte finde gådefulde. Han, der var parat med enhver form for hjælp til sine medarbejdere, i stort og småt, var selv i dyb forstand uhjælpelig. Hans sidste år blev derved tragiske. Men dem der fik lov til at opleve ham i de gode år vil aldrig kunne glemme ham. Han var som leder af mennesker et geni.

De enkelte bidrag til bogen har den form som forfatterne har gives dem, og der er kun foretaget mindre, redaktionelle ændringer. Bogen indeholder derfor uundgåeligt gentagelser, hvor de samme begivenheder omtales af forskellige forfattere. Men samtidig afspejles forfatternes personligheder og forskellige opfattelser af tingene, og dette har vi ment var i Bechs ånd; få har som han haft sansen for at lade enhver medarbejder udfolde sig efter sine egne forudsætninger.

Kredsen omkring Bech var stor, og det ville sprænge rammerne for denne bog om den skulle rumme bidrag fra alle der gerne ville have været med. Vi har derfor måttet foretage et udvalg af forfattere, men har tilstræbt at få dækket så mange sider af Bechs indsats, at bogen giver et alsidigt billede heraf, samt af den edb-udvikling han var med til at starte, og som han prægede i så rigt mål. Yderligere har vi medtaget et tidligt bidrag fra Bechs egen hånd.

Manuskriptbehandlingen og udarbejdelsen af de engelske resumeer er foretaget af redaktionen i fællesskab, mens billedmaterialet, billedteksterne og de biografiske oplysninger er indsamlet og redigeret af Poul Sveistrup.

Vi vil gerne takke de mange som på forskellig måde har bidraget til bogen, forfatterne til de enkelte kapitler og alle der har inspireret og hjulpet til med blandt andet at finde billeder frem. Endelig retter vi en varm tak til de personer og virksomheder, som med deres økonomiske støtte har muliggjort udgivelsen af bogen.

Poul Sveistrup

Peter Naur

H. B. Hansen

Chr. Gram