Navision

Fra DDHFwiki
Spring til navigation Spring til søgning

PC&C ApS blev stiftet i 1984 af vennerne Jesper Balser, Torben Wind og Peter Bang, mens de gik på DTH. PC&C stod for Personal Computing and Consulting.

Deres første produkt, PCPlus, var et enkeltbruger økonomisystem. Det blev anset for enestående og meget brugervenligt. Det opnåede derfor hurtigt en stor udbredelse i Danmark - især blandt små virksomheder.

I 1987 lanceredes Navigator 1.0, som var et client/server system, og systemet blev solgt via IBM erhvervscentre. Systemet var, i denne periode, absolut markedsledende i Danmark.

I 1989 kom version 3 og produktet, som havde indbygget et udviklingsmiljø med programmeringssproget AL, der mindede meget om Pascal. Dette muliggjorde tilpasninger og udvikling af tillægsmoduler til systemet. I denne periode starter man også salget op i Tyskland, og virksomheden skifter navn til Navision.

I 1995 udkommer Navision Financials. I 1998 vælger den daværende Økonomistyrelse Navision, og den statslige økonomiplatform Navision Stat ser sit lys. Moderniseringsstyrelsen leverer i dag Navision Stat til 400 institutioner, hvor Statens IT drifter de statslige instanser.

I 2000 fusioneres Navision med Damgaard Data.

I 2002 sælges det fusionerede selskab til Microsoft for et kæmpe beløb. Microsoft fastholder gennem årene en stor udviklingsafdeling i Vedbæk, inden Microsoft samler tropperne i Kgs. Lyngby i 2015.

Dynamics 365 er det aktuelle, globale produkt fra Microsoft, som altså har sine rødder hos Navision og Damgaard Data.

Mere information i Bitarkivet.