Mikrofilm - Mikrofiche
Papirprint vs. Mikrofilm (COM – Computer Output Microfilm)
Med reference til papirprint, hvor man på de såkaldte ’hammerprintere’ eller ’anslagsprintere’ kunne printe formularer med kopi(er), flere papirbaner med karbonbaner imellem, giver brug af filmteknologi nogle helt andre fordele, men også visse ulemper.
Papir
Fylder meget, både før og efter print. Stor efterbehandling med fraskæring af fremføringskanter, adskillelse i perforeringer, fjernelse af karbonbaner når der printes med kopi, og ikke mindst omkostninger til distribution (porto/transport) koster.
Typisk print med kopi og den nødvendige efterbehandling var print af kontoudskrifter i bankdatacentrene; typisk 2 baner med karbon som første skulle fjernes, herefter opsplitning af første side (originalen), kuvertering og forsendelse til kontoejeren. Kopien – større eller mindre bunker papir – skulle pakkes og sendes på den ene eller anden måde til bankfilialerne.
Kunden skal naturligvis have sin udskrift, men filialerne druknede efterhånden i papirbunker. Alternativet var at lade kopierne fremstille på mikrofilm eller mikrofiche.
Mikrofilm - på ruller
Typisk rullefilm som anvendes til registrering og lagring af (større) sammenhængende tekster, dokumenter mv. Kræver et fremviserapparat, f.eks. med elektrisk motordrev så man hurtigt kan søge filmen igennem efter den ønskede information. Filmspolerne kan indeholde noget kant-information til indeksering af indholdet.
KODAK, et af datidens store råfilmproducenter kunne 'begge dele'.
Se KODAK's Guide til mikrofilm både fiche og rullefilm.
Mikrofiche - på filmkort
Anvendtes typisk til enkeltstående dokumenter, f.eks. tegninger af konstruktioner – eksploderede tegninger af maskiner eller tekniske enheder - eller kortere selvstændige dokumenter.
Med reference til de omtalte kontoudskrifter kunne disse ’printes’ på mikrofiche – filmkort på størrelse som et postkort – med op til 207 kontoudskrifter – alternativt andre printede sider – på hvert filmkort. Toppen af filmkortet bærer en hovedoverskrift for indholdet og index for kortets indhold.
I/S Datacentralen udgiver en lille brochure om processen omkring mikrofilm:
Se I/S Datacentralens brochure her
Der var sidst i 1970’erne to teknologier til fremstilling af disse:
KODAK's maskiner til fichefremstiling "KODAK Comstar" arbejde med en tørproces, hvor en laser skrev på filmen.
NCR leverede en serie maskiner med navnet "Quantor". som arbejdede med 'traditionel' billedfremkaldelse via fremkalder- og rensevæsker.
Se foto: Billeder fra SDC sidst i 1970'erne
Det originale mikrofiche-kort kan kopieres (kopimaskinen til venstre i billedet) og dermed i langt flere eksemplarer end en enkelt eller to kopier i en papirbane, og dermed distribueres til et større antal brugere, f.eks. til flere afdelinger, kontorpladser, ekspeditionsskranker mv. i pengeinstitutter, og f.eks. til en række automobilværksteder med reservedelsinformationer, eksploderede konstruktionstegninger mv.
F.eks. kunne konstruktionstegninger på mikrofiche (i mini format) monteres på hulkort, så man i virksomhed med stor og varieret produktion kunne arkivere og udtrække tegningerne efter behov. Man kan forestille sig automobilproduktion med mange modeller og årgange, store bygningskonstruktioner og lignende hvor tegningerne skal gemmes i årtier eller mere aht. bygningsvedligeholdelse mv.
Brug af mikrofiche kræver specielt fremviserudstyr – læseapparater – til forstørrelse.
Se eksempler på ovenstående: Billeder af papir contra microfiche, mikrofiche, viewere og mikrofiche i hulkort.
Digital lagring
Med fremkomsten af digitale lagringsmuligheder er mikrofiche ikke så fremtrædende brugt som tidligere.
Den digitale lagring giver online adgang for mindst ligeså mange brugere f.eks. vil interne lokalnet eller internettet. Informationerne kan løbende opdateres hvor det for de andre medier kræver en helt ny fremstilling.
Terminaler og div. PC udstyr har afløst mikrofilm-wieverne.
Langtidsopbevaring
Mikrofilm og mikrofiche fylder fysisk meget mindre end papir og rummer samtidig væsentlig flere informationer. Lageromkostninger per opbevaret mængde data er relativ lav.
Alle lagringsmedier kræver opbevaring under særlige forhold som temperatur, fugt og belysning (eller mangel på).
Som for alle databærende medier er der ingen der for alvor kender opbevaringstiden til mediet ikke mere er læstbart.