Datapoint 2200
Datapoint 2200 var oprindeligt solgt som en terminal, som kunne emulere flere typer terminaler ved at indlæse et program fra bånd. CTC startede med at samarbejde med Intel og Texas Instruments om at fremstille en CPU (kaldt 1201) til denne nye terminal. Projektet blev forsinket og CTC endte med at lave CPUen som et processorkort fra TTL komponenter på samme måde som alle andre computere blev fremstillet på den tid. Datapoint 2200 kom ud i 1970, hvilket gør den til verdens første 8-bit personlige computer. Intel videreudviklede 1201 designet, omdøbte det til 8008 og solgte det fra 1972.
Skærmen består af 12 linjer á 80 kolonner. På toppen af kabinettet sidder to kassettebåndstationer. De har den usædvanlige egenskab at de kan læse/skrive data i begge af båndets køreretninger. De kan dermed bruges som et langsomt random access medie, hvor båndet kører baglæns eller forlæns mens der læses for at finde den post, der skal opdateres. Ligeledes kan man lave batchopdateringer, hvor data læses ind fra det ene bånd, behandles, og skrives ud på det andet bånd. Datapoint udbyggede den programmerbare terminal til et system. Der kom harddisk, forskellige perifære enheder og 8" diskettedrev. I 1977 lancerede de lokalnettet ARCNET. Oprindeligt var det ideen at det skulle gøre det muligt for flere Datapoint 2200 enheder at dele dengang dyre diskettedrev. Men det blev til et fuldt system for kontorautomatisering med fil- og printservere.
Regnecentralen solgte det som RC2200 Datapoint. I starten som terminal til RC Teledata. De fik senere det danske agentur på Datapoint produkter og forhandlede det under sit egentlige navn. Det blev til en ret selvstændig gren af RC, som blev splittet ud til DP Computers A/S efter Regnecentralens rekonstruktion.
Om CPUen
Der blev lavet to udgaver af Datapoint 2200. Den første udgave er det oprindelige design, som blev grundlaget til Intel 8008. Den har 17 instruktioner og 7 registre: A til E, H og L. Derudover er der en hardware stak på 15 adresser. Intel 8008 har 21 instruktioner. De fire ekstra er Increment, Decrement, Rotate left & right.
Hver 2K-hukommelse bestod af 32 individuelle MOS-skiftregistre hvor hver enkelt havde en kapacitet på 512 bit eller 64 bytes. Disse registre clockes med en hastighed på 1,2 MHz. Data blev udlæst serielt med en byte ad gangen, der tog 8 mikrosekunder. Det kunne tage op til 520 µs at læse en byte fra hukommelsen.
Den næste udgave kom i 1972. Den brugte 1 kbit RAM chips og var langt hurtigere. Der var nye instruktioner, som ikke eksisterer i 8008. De mest bemærkelsesværdige var ALPHA og BETA, som skiftede mellem to sæt af 7 registre. Dermed havde Version II 14 registre. Zilog implementerede den idé i deres Z80 fra 1976.
Boot
Maskinen havde ingen boot-ROM. Når RESTART-tasten blev trykket ned, ville det bagerste bånd (ved hjælp af en hardware bootstrap proces, IKKE firmware!) spole tilbage til begyndelsen, og derefter begynde at læse den første blok af data fra båndet ind i hukommelsen. Derefter stoppe båndoptageren, og eksekvere fra adresse #0000. Normalt ville den blok være en bootstrap-sekvens, som ville indlæse den næste fil fra båndet, som enten ville være kassette-operativsystemet (CTOS), eller editoren, compileren eller hvilket som helst andet program, der var på tape.
Tekstredigering med kassettebånd
Et eksempel på "load-and-go": Man sætter kassettebåndet med gedit programmet i den bagerste station, og trykker på RESTART tasten. Når programmet begynder, spørger det hvad der er i den forreste station. New betyder at der er et tomt bånd. Man vil starte med et nyt dokument. Old betyder at man vil redigere et gammelt dokument. Båndet i den bagerste station vil blive brugt som lagring af færdigredigerede dele af teksten. Beliggende efter gedit programmet.
Man indsætter tekst ved at taste det på bundlinjen af skærmen. Man kan ændre de andre 11 linjers tekst ved at flytte en pegepind - vist med '>' - ved at trykke på DISPLAY eller KEYBOARD tasterne. Markøren bliver på bundlinjen. Man laver ændringer af linjen med :M kommandoen, hvor man skriver den tekst der skal ændres og hvad det skal ændres til. Når en linje bliver skubbet ud foroven, skrives den til båndet i den bagerste båndstation, og kan ikke redigeres længere. Man indlæser de næste 11 linjers tekst fra forreste bånd ved at trykke på KEYBOARD og DISPLAY samtidig.
Kommandoen :E forårsager at resten af teksten fra forreste bånd kopieres til bagerste bånd. Derefter spoles tilbage og indholdet af bagerste bånd kopieres til forreste bånd. Når det er færdigt, afsluttes programmet.