Datakæden

Fra DDHFwiki
Spring til navigation Spring til søgning

I 1960’erne var virksomhederne godt i gang med at indføre forskellige former for rationalisering og effektivisering ved brug af ADB (Automatisk databehandling – hulkort systemer) efterfulgt af EDB (Elektronisk databehandling) med mindre elektroniske bogholderimaskiner med konto-magnetkort o.lign.

De færreste virksomheder vidste ret meget om disse emner, eller havde råd til selv at investere, så der var et marked for etablering af servicebureauer, fra hullebureauer til egentlige datacentre, primært drevet af leverandørerne.

Men der var også plads til, at folk herfra startede egne bureauer og det er her Datakæden kommer ind i billedet, oprindeligt etableret i 1965 som RDB – Rationel Databehandling.

Rationel Databehandling

Firmaet var oprindeligt et programmeringshus med domicil på Kultorvet midt i København. Kundernes programmer blev afviklet på forskellige lejede maskiner, f.eks. ØK Data A/S, Tjæreborg Rejser og NEUCC. Selskabet blev startet af fem entusiastiske unge mennesker fra Datacentralen.

I begyndelsen af 1968 skrev RDB A/S købskontrakt med Siemens om et 4004/55-anlæg for 14 mil. kroner – en formidabel sum – (svarer til i 2020-kr.: 113.400.000) og fandt lokaler til installation i SINO-bygningen i Glostrup på hjørnet af Park Allé og Søndre Ringvej.

Mens der ventes på leverancen, stillede Siemens maskintid til rådighed hos Codan Forsikring, H.H. Østerby og Hafnia Haand-i-Haand.

Siemens maskinen kom i drift 1. december 1969 efter ansættelse af mange nye medarbejdere, headhuntet fra forskellige virksomheder. Alle medarbejderne kendte hinanden og det var et sjovt og trygt miljø, hvor lysten drev værket, og hvor medarbejderne ofte samledes i week-end’erne (bare for hyggens skyld). Der var ca. 50 ansatte på dette tidspunkt.

Blandt firmaets store kunder var:

  • Københavns Universitet (registrering af studenter og eksamensresultater)
  • ELFO - Elinstallatørernes fællesorganisation (tilbud, fakturering, bogholderi)
  • NESA (netværkssimulering og -overvågning)
  • Flyvevåbnet (persondata og administration via telex direkte til 4004 maskinen)
  • Indenrigsministeriet (persondata og tildeling af CPR-numre via terminal)
  • Haldor Topsøe (diverse tekniske løsninger)

Bogholderi og fakturering for mange firmaer

Maskinerne blev udskiftet henad vejen, og da firmaet flyttede til Akacievej, var der ikke mere tilbage af den oprindelige maskinpark end Front-end computere og Switch-enheder.

Opkøb af lignende virksomheder - Datakæden

Gennem opkøb af lignende nedenstående virksomheder kunne man kalde sig DATAKÆDEN A/S

  • Inter-Data, Randers, med kunderne:
  • Dronningborg Maskinfabrik,
  • Randers Reb, samt lønsystem til mange virksomheder.
  • Master Data, København med kunderne: Hempel Skibsfarver og Europæisk Rejseforsikring
  • Edb-afdelingen hos Grorud Jernvarefabrik, Oslo (hotel-booking o.lign)

Selskabets formål er at drive servicevirksomhed inden for elektronisk Databehandling, investering, finansiering, køb, salg og udlejning af edb- udstyr, samt dermed beslægtet virksomhed”.

På et tidspunkt i 1983 blev selskabet splittet op i to, således at DATAKÆDEN stod for systemudvikling og programmering, mens DATABRUG Amba (RDS – Rationel DataService) stod for driften.

”Selskabets formål er at virke som edb-driftsafdeling for selskabets aktionærer. Endvidere ved fælles indkøb at opnå optimale vilkår hos leverandører”.

Driftsselskabet havde fire ejere:

  • Europæiske Rejseforsikring,
  • Lehmann Transport,
  • AI Forsikring
  • og naturligvis Datakæden.

Pudsigt nok kørte Europæiske og Lehmann på det tidspunkt også løsninger på egne Unisys-anlæg, så det har været en blandet forretning.

Omkring 1983 overtog man et Siemens anlæg fra Tryg Forsikring, som skiftede til IBM systemer.

Datakæden bygger og flytter til Fløng

Firmaerne flyttede til Akacievej 1 i Fløng, Hedehusene i 1985 i nybygget hus og den samlede maskinpark blev installeret her.

Den bestod nu af Siemens 7748, Siemens 7755, Unisys A-serie og Unisys V-serie.

Herefter blev Siemens’ servicebureau ”Dansk Edb Regnecentrum” I Gothersgade opkøbt og efter anskaffelsen af Fujitsu maskine flyttede de også til Fløng med Fredgaard Radio som den store kunde.

Eksterne maskiner i Randers og Grorud blev erstattet af netværksknudepunkter.

Datakædens endeligt

Efter mange år med mange spændende opgaver måtte man bukke under, da en af de største kunder (og medejere) AI Forsikring blev overtaget af et andet selskab og dermed flyttede deres edb-aktiviteter med over.

Tiden var løbet fra de store, dyre maskiner – PC’er og Unix maskiner havde overtaget.

Konkursen ramte hele kæden med alle underfirmaer. Med en erklæret konkurs i april 1993 og endelig konkursbehandling var sagerne afsluttet i september 1997.

Kilde: Henrik Lindqvist Juli 2023 (medstifter af virksomheden)