Ada Lovelace

Fra DDHFwiki
Spring til navigation Spring til søgning

(1815-1852)
Lovelace var datter af den berømte engelske digter Lord Byron. Hun udviklede stor interesse for logik og matematik. Det bragte hende tæt på en række af tidens store engelske videnskabsmænd og endda Charles Dickens.

Allerede som teenager mødte hun Charles Babbage. Babbage arbejdede på at bygge en analytical engine – en mekanisk regnemaskine eller computer.

Ada Lovelace udtænkte en regneforskrift til denne endnu ikke eksisterende mekaniske computer, og dermed er software og algoritmen født. Hun kaldes derfor ofte verdens første programmør. I vore dage ville man sige, at Babbage udviklede hardware og Lovelace udviklede software. Regneforskriften eller algoritmen skulle udregne Bernoulli-tal og blev lavet omkring 1842.

Konceptet omkring noget maskine, der er universel, og instruktioner, der definerer funktionen af maskinen, er på mange måde computerens sande jeg og potentiale, da mulighederne for det sidstnævnte nærmest er ubegrænsede.

Det amerikanske forsvar bestilte i 1977 et nyt avanceret programmeringssprog hos Honeywell Bull og sproget, der var inspireret af Pascal, blev kaldt Ada efter hende.