Sinclair ZX Spectrum

Fra DDHFwiki
(Omdirigeret fra ZX Spectrum)
Spring til navigation Spring til søgning
ZX Spectrum

ZX Spectrum var en hjemmecomputer markedsført af Sinclair Research. Den havde 16 Kilobyte ROM og enten 16 eller 48 Kilobyte RAM. Den skulle forbindes til en TV-skærm.

Sinclair ZX Spectrum var en af de mest populære europæiske computere i 80'erne. To modeller blev lanceret: En med 16 kb RAM og en med 48 kb. For at holde priserne nede brugte Sinclair defekte 64K-chips (internt 2 x 32K). Alle chipsene i 32K-banken med RAM skulle have den samme halvdel af de 64K-chips, der fungerede. Et led blev monteret på printkortet for for at vælge den første halvdel eller den anden halvdel. Maskinen blev fremstillet i Dundee, Skotland, i den nu lukkede Timex fabrik.

Hardwaren er designet af Richard Altwasser fra Sinclair Research, og det ydre blev designet af Sinclairs industrielle designer Rick Dickinson.

Eksempel på grafik. Træerne skifter farve.

For at spare på hukommelsen gemmes farve adskilt fra pixel-bitmappet i en lav opløsning, et 32x24 gitter, svarende til tegncellerne. I praksis betyder det, at alle pixels i en 8x8 tegnblok deler én forgrundsfarve og én baggrundsfarve (Altwasser tog patent på dette design). Dette er årsagen til Spectrum'ens karakteristiske "colour clash" (farvesammenstød) som nogle måske husker.

Lyden genereres af en bipper i maskinen, der er i stand til at producere en kanal med 10 oktaver. Software var senere tilgængelig, der kunne afspille to-kanals lyd.

På bagsiden er et kantstik, hvor maskinens bus er tilgængelig til udvidelsesmoduler. Desuden findes et 3,5 mm audio ind/ud port til tilslutning af en kassettebåndoptager til indlæsning og lagring af programmer og data.

ZX Spectrum bagside

Den indbyggede BASIC-fortolker er en videreudvikling af den der blev brugt på ZX81 og et ZX81 BASIC-program kan køre stort set uændret på en Spectrum. Dog er ZX Spectrum BASIC blandt andet udvidet med kommandoer til grafik og lyd.

Kassettegrænsefladen var forbedret og kunne gemme og indlæse omkring fem gange hurtigere end ZX81. Udover at være i stand til at gemme programmer, kunne ZX Spectrum gemme indholdet af arrays, indholdet af skærmhukommelsen og indholdet af ethvert defineret område af hukommelsesadresser.

ZX-data solgte ca. 17.000 ZX Spectrum i Danmark fra begyndelsen af 1983.

ZX Spectrum+

ZX Spectrum+

I 1984 er Spectrum allerede 2 år gammel og begynder at se forældet ud sammenlignet med sine konkurrenter og Commodore 64 i særdeleshed. Sinclair lancerer derfor en ny version: Spectrum+.

Faktisk bringer det ikke noget mere udover nogle kosmetiske ændringer. Med hensyn til tastaturet er gummitasterne skiftet ud med et bedre tastatur, der er direkte inspireret af QL'ens tastatur lanceret samme år. Selvom tasterne er lavet af plast denne gang, er berøringen stadigvæk en smule for blød. Heldigvis er der nu en stor mellemrumstast, piletaster og nye redigeringstaster. Der er også tilføjet to små fødder under tastaturet, hvilket gør det muligt at vippe det i en passende vinkel til at skrive.

Faktisk overtager Spectrum+ i vid udstrækning QL'ens udseende, hvilket slet ikke er tilfældigt, da det udover at gøre Sinclair produktsortimentet mere æstetisk homogent, så var der også mulighed for besparelser i produktionen.

Amstrad udgaver

Efter Amstrad erhverver Sinclair varemærket i 1986 lancerer de en række ZX Spectrum udgaver, som ligner Amstrads egne CPC computere.

ZX Spectrum +2 havde indbygget båndoptager, ZX Spectrum +3 fra 1987 havde indbygget 3-tommers diskettedrev. Derefter kom ZX Spectrum +2A, +2B og +3B.

Produktionen af alle Amstrad Spectrum modeller endte i 1992.