Brdr. Carlsen
Dansk Datahistorisk Forening har blandt de mange ældre regnemaskiner nogle CONTEX maskiner. Der er her forsøgt at samle og bevare endnu tilgængelig viden om disse maskiner. Der gives en kort omtale af A/S Brdr. Carlsen's historie og produkter, men for nærmere fordybelse henvises til de øvrige sider med den information, det har været muligt at indsamle. Det drejer sig om avisartikler, fagbladsartikler, Patenter, et jublæumsskrift og omtaler på samleres hjemmesider. Der er åbent for yderligere bidrag som måtte blive fundet.
DDHFs samling indeholder et antal regnemaskiner (bordkalkulatorer) af mærket CONTEX, som blev markedsført fra 1945 til ca. 1974. De spænder teknologisk fra rent mekaniske til elektroniske modeller.
CONTEX maskinerne blev udviklet og produceret af A/S Brdr. Carlsen,som blev stiftet i oktober 1945 af John (1911-2006), Henning (1915-1993) og Erling Carlsen (1917-2004). Deres ideer om en regnemaskine til almindeligt kontorbrug opstod i de sidste krigsår. Det første patent blev ansøgt i oktober 1944. Se patenterne her.
Udviklingen startede under store vanskeligheder med at skaffe materialer såvel som finansiering. Man havde held til at udvikle en prototype og at interessere kontormaskinefirmaet Zeuthen og Aagaard for at sælge maskinen, og der blev indgået en eneforhandlingsaftale. Salget udviklede sig så vellykket, at der i alt blev solgt ca. 2 millioner enheder under navnet CONTEX, hvoraf over 95% gik til eksport over hele verden.
Zeuthen og Aagaard havde også varemærket Rex Rotary så CONTEX maskiner er også forbundet med dette navn. Der forekommer også forhandler-navne, for eksempel Bohn-Contex i USA.
Produktionen startede som en simpel håndværksmæssig produktion i beskedne lokaler i Hellerup, men allerede i 1946 byggedes en egen fabrik i Gentofte efterfulgt af fabrik i Birkerød 1966. Til sidst med over 300 ansatte.
Op igennem 1960'erne blev det klart, at de mekaniske regnemaskiner ville blive udkonkurreret af elektroniske maskiner. Der blev udviklet nogle elektroniske bordmaskiner efter 1965, men konkurrencen med eksempelvis lommeregnere fra Texas Instruments og Hewlett Packard var uimodståelig. Enkelte produkter havde muligvis kunnet overleve som særlige produkter. Der behøvedes dog yderligere kapital for at fortsætte. Uden at opnå konsensus om fortsat virksomhed besluttedes det i 1972 at gå i betalingsstandsning og efterfølgende likvidation. Zeuthen og Aagaard ønskede ikke at indskyde ny kapital i A/S Brdr.Carlsen men købte bygning og produktionsmidler af likvidationsboet (Politiken 1972-10-20). Der fortsattes under navnet Rex-Rotary Calculators til omkring 1975. Gennem flere ejerskifter er varemærket CONTEX endt som navnet på storformat scannere. I øvrigt en virksomhed med succes.
For yderligere detailinformation henvises til øvrigt materiale. Lettest tilgængeligt er avisudklip, artikler i fagtidsskrifter og jubilæumsskriftet Brødrene Carlsen 1945-1970.
CONTEX maskinerne blev som nævnt eksporteret over hele verden og det afspejles i den store interesse hos samlere, som har publiceret på internettet:
John Wolff's Web Museum. Repairing a Bohn Contex. Contex adding machine. Rechnerlexicon Contex.
Der er ikke fundet tilsvarende danske kilder.
Regnskaber, årsrapporter og lignende synes ikke bevaret. I jubilæumsskriftet fra 1970 p.19 er der en grafisk fremstilling af produktionstal for de forskellige modeller. Fra den kan man rimelig sikkert skønne det totale antal til ca. 2 millioner. De tal, der forekommer i femårs priseksemplerne på siderne 24,32,35,39 og 52 stemmer dårligt hermed. Der må økonomisk over de 30 år være tale om en omsætning i milliardklassen.
En detailleret oversigt over produktionstal er publiceret i det tyske kvartalsskrift Historische Bürowelt, som er medlemsblad for foreningen Internationales Forum Historische Bürowelt. Der er her taget udgangspunkt i samme grafik, men suppleret med data indsamlet fra tyske forhandlere. Se Martin Reese's artikel og tabel.